Arrogante socialdemokrater



Det kan give stof til eftertanke, at overvære kommunalbestyrelsesmøder.
 På mødet den 23.9.2014 var det debatten om biltrafik i Hestedamsgade og Hospitalsgade, der var interessant.
 Venstre ønskede, som det eneste parti, at åbne op for korttidsparkering i Hestedamsgade og Hospitalsgade til gavn for butikkerne og de gangbesværede borgere.
 ”Hvorfor dvæle ved sådan nogle små punkter? Det er ikke vigtigt. Vi har P-hus!” sagde Thomas Monberg.
 ”Det fungerer godt som det er nu. Kun det omkring Hestedamsgade og Hospitalsgade skiller byrådet ad – det kan vi nok leve med” tilføjede Ole Pilgaard Andersen.
 Thomas Monberg tænker angiveligt på kunderne.
 Anders Kuhnau: ”Det er fantasiløst at sige, at man bare skal have biler ind på Hestedamsgade, og at det så løser alle problemer”.
 Det var der nu heller ingen som påstod.
 Den måde at vride tingene rundt på er – efter min mening - en ufin måde at ødelægge en debat på. Ærgerligt for vores skrantende demokrati, at en del socialdemokrater tilsyneladende har det så svært med andres meninger og en saglig debat.
 Pilgaard fortæller at han kun har fået 2 – 3 input til Hestedamsgade. Tina Naldal siger det er vigtigt med dialog og derfor er godt med de 31 indsigelser. Horsens skal være et godt sted at bo.
 Hvor mange borgere tror I, der jævnligt klikker ind på kommunens hjemmeside for at se, om der er nogle høringer? Tidligere blev der annonceret herom, hvilket nu er sparet væk. Derfor mangler også et høringssvar fra Maren Spliid Gruppen.
 Lars Skytte Nielsen mener ikke det er godt for trafiksikkerheden at åbne de to gader, da ikke alle mennesker forstår betydningen af en sivegade. Et interessant argument.
 Når man kan åbne gågaden fra f.eks. kl. 9 – 11, hvori ligger så det umulige i, at åbne Hestedamsgade og Hospitalsgade i butikkernes åbningstid, og derefter lukke igen?
 Jeg må konstatere, at nogle socialdemokrater er særdeles arrogante og tydeligvis ikke er deres opgave voksen.
 Som gangbesværet er det faktisk ikke muligt at handle på de omtalte gader uden at ”stjæle” en p-plads (hvilket kan blive rigtig dyrt) – og da vil muligheden alligevel være ret begrænset. Det er øv når man gerne vil handle lokalt.
 Horsens skal altså, efter socialdemokraternes mening, ikke være tilgængelig for os alle. Tankevækkende!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025