En digital, grøn og bæredygtig park hvor unge og gamle kan samles.
Det ser nu ud til at blive en realitet i Søndermarken i Horsens.
Horsens Kommune har nemlig fået tilsagn fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal om økonomisk støtte på 2 millioner kroner til parken – også kaldet Kvarterspark Søndermarken.
Formålet med nyskabelsen, der kommer til at rumme masser af kultur- og aktivitetstilbud, er at samle områdets foreninger, skabe identitet og tiltrække nye brugere.
- Området er fyldt med muligheder, og med midlerne fra A.P. Møller Fonden kommer vi nu tæt på at kunne realisere dem og skabe en imødekommende park for hele bydelen. Det glæder vi os rigtig meget til, siger borgmester Peter Sørensen (S).
Ifølge planerne skal kvartersparken ”sætte de lokale kræfter i spil ved at binde aktivitet, oplevelser og beboere tættere sammen på en social og uformel måde.”
I praksis bliver det blandt andet i form af lydgeologi, hvor borgerne via en gratis APP på deres mobiltelefon enten selv kan lægge fortællinger m.v. ind forskellige steder i området, eller de kan opleve andres.
Kvartersparken kommer også til at omfatte et stisystem, der byder på eventyr, bevægelse, leg og ophold undervejs og meget mere.
Ud over pengene fra A.P. Møller Fonden bidrager Horsens Kommune med fem mio. kr. Kommunen har desuden fået tilsagn om 250.000 kr. fra Sønderbro Kulturhus Fond, 200.000 kr. for Andelsboligforeningen Odinsgaard, afdeling 1 Sønderbro og 100.000 kr. fra Insero Horsens.
Kvarterspark Søndermarken ligger ved - og er en del af - Børneenhed Søndermarken (den tidligere Søndermarkskolen), der rummer vuggestue, børnehave og skole.
Det samlede projekt for kvartersparken forventes at koste 7,2 mio. kr. og skal efter planen stå klar i løbet af 2016.
Tankerne bag Kvarterspark Søndermarken: Åben op, forbind, Aktivér og Begrøn Kvartersparken omfatter:
- Kulturpladsen med dome (geodætisk kuppel).
- Oasen – græsterræn med træer og buske.
- Stier – genvej på tværs af byen eller lærings-, oplevelses- og bevægelsesloop.
- Aktivitetslommer – traditionelle og nytænkende spil og lege.
- Grøn park – vildgræsser og krydderurter m.m.Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!