Af Sofie Voldby Olesen
Skoleelev i 9. klasse Egebjergskolen
Praktikant i Folketinget i uge 46
Første dag
Hoveddøren åbner automatisk. Jeg viser mit skilt, portvagten kigger på det og åbner dørene. Følelsen af vigtighed opstår inde i mig. De andre 17 praktikanter siver langsomt ind i forhallen, stemmerne runger i den store entre. Vores rundviser kommer - i sin sorte smoking uniform og hele molevitten - og viser os rundt. Vi ser diverse kontorer, Snapstinget, butikkerne, gruppeværelserne og selvfølgelig Folketingssalen.
Efter det går vi til værelse 2-080 og får undervisning af Chanette Andersen fra administrationen. Hun fortæller om, hvad man laver i administrationen. Derefter har vi frokostpause - ingen kvaler, staten betaler - der er smørrebrød og sodavand. Et lille tip, hold jer fra det, der ligner fiskefileter - det er det ikke. Vi sætter os i de røde stole, bløde stole. Snakker lidt om, hvor vi kommer fra. De fleste andre praktikanter er sjællændere, som ikke aner hvad snolder er:-) Dog er der to fra Viborg. Man kan mærke, at alle er nervøse og spændte på morgendagen.
Til slut har vi besøg af to udvalgssekretærer, vi laver en quiz og snakker lidt om, hvad man bruger et udvalg til. Om mandagen er de fleste politikere ude i deres valgkredse, derfor var Folketinget vært om mandagen.
Tirsdag
Så kom dagen, hvor vi skal møde hovedpersonen. Jeg og de tre andre praktikanter står lidt og snakker om, hvordan hun mon er? Hun går forbi os praktikanter og spørger “Er der nogle af jer der skal i praktik hos mig?” med et smil på hele femøren. Dette var altså selveste Astrid Krag - tidligere sundhedsminister og nu ældre- og indfødsretsordfører for Socialdemokratiet.
Til at starte med er vi til et møde med hendes kampagneledere om, hvilke materialer hun skal bruge under det kommende valg.
Efter det skal vi med til Socialdemokratiets (S) “sundhedsudvalg”. Her deltager bl.a. sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen. Selvom vi ikke forstår det hele, er det spændende at se hvordan man prøver at forudse “fjendens” næste træk.
Da mødet er slut, skal vi skynde os ned til Socialdemokratiets gruppemøde. Her bliver jeg positivt overrasket, over den afslappede stemning der er - vel og mærke også hos Mette Frederiksen, som fyrer en joke af. Der bliver fx diskuteret, hvor det bedste sommerhusområde ligger, der bliver dog også plads - indimellem - til en smule seriøsitet. Som eksempelvis, da snakken falder på voldtægt.
Kl. 12 sharp, er der samråd med sundheds- og beskæftigelsesministeren om overbelægning på sygehusene. Selvom det ikke er mit favoritemne, er det alligevel vildt at opleve. Opleve hvor høfligt man taler, selvom man er ved at få nok af Ellen Trane Nørby og mærke den usagte krig mellem Venstre og Socialdemokratiet.
I samme lokale kl. 13:00 er der så igen samråd med sundhedsministeren om brugerbetaling på kommunale akutpladser. - Ældreministeren måtte desværre melde afbud, da hun havde fået lungebetændelse. Dette samråd ender med en lettere ophidset Flemming Møller Mortensen.
Dagen er simpelthen gået så hurtigt, at vi ingenting har fået at spise, men en meget spændende dag.
Onsdag
Vi, de fire praktikanter, har aftalt at mødes i Snapstinget, og finde nogle mails Astrid skal bruge til sin valgkampagne. Da vi er færdige med dette, kommer hendes sekretær og henter os. Hun følger os op til Astrids kontor - det ligger godt gemt, på en af Christiansborgs mange gange. Astrid holder et møde med en SOSU-assistent, som er i den kørende hjemmepleje. De snakker om hendes arbejdsforhold, og det pres hun lever under.
Astrid har lovet at ringe til en skoleelev og svare på nogle spørgsmål, han har skrevet. Da hun har besvaret det, skynder vi os ned til samråd med udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen om fattigdom og integrationsydelsen. Dette skal vise sig at blive en heftig debat. Da vi kommer ned på gangen, kan vi se journalister stå klar til at få en kommentar af Støjberg. De må dog vente til efter samrådet.
Da alle de høflige fraser er overstået, og Støjberg har brugt halvdelen af sin forsvarstale på at få Socialdemokratiet ind i sagen, går debatten rigtig i gang. Inger bliver kaldt arrogant, men lader sig ikke påvirke, sidder bare og smiler sejrrigt.
Resten af onsdagen bruger vi på Astrids lille kontor, rundt om hendes lille, fine hvide bord. Vi snakker om diverse sager, får taget billeder med hende og planlægger hvad vi skal resten af ugen.
Jeg synes simpelthen at det samråd med Inger Støjberg var så “sjovt”, fordi man havde hørt mange ting om hende i fjernsynet.
Torsdag
Gruppemødelokalet er i virkeligheden et smukt rum. Med højt til loftet og store malerier på alle fire vægge. I anledning af at Julie Skovsby har fødselsdag, har hun selvfølgelig taget den lækreste brunsviger med til Socialdemokratiets gruppemøde.
Mødet bliver brugt til at snakke om gårsdagens samråd med Inger Støjberg, men der bliver også snakket om de kommende afstemninger. Da mødet er slut, ringer Dan Jørgensen med klokken, og så er mødet ophævet. Herefter valfarter folk til Folketingssalen, der er nemlig afstemning. Der bliver stemt om noget i forhold til skatteloven - noget meget forvirrende. Da folk har stemt og smutter ud, sker det ikke helt stille, og det kommenterer Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, da også straks.
Efter afstemningen er det blevet tid til et photo shoot. Det er dog kun Astrid, der skal fotograferes i dag. Heldigvis. Hun skal have taget billeder til et magasin hun vil lave, når valget kommer. Så der bliver taget billeder med æbler - selvfølgelig RØDE æbler. Men også billeder hvor hun poserer som den power kvinde, hun er! Da vi synes hun har fået en masse gode billeder i kassen, skal hun lave en video. En video der omhandler det, at der er brandvagter på hospitalerne pga. overbelægning. En lille stikpille til sundhedsminister Ellen Trane Nørby.
Torsdag har nok været den mest mærkværdige dag i denne uge, fordi jeg oplevede noget helt andet som man skal, når man er politiker.
Fredag
Fredag er en lidt anderledes dag. Mange politikere tager tidlig weekend for at komme hjem i kredsen. Astrid derimod havde en masse mails hun skulle have besvaret. Vi kommer derfor på besøg i EU-oplysningen. Dette er utrolig spændende. Spændende, fordi det er noget man ser mange steder i fjernsynet, men noget vi ikke har haft meget om i skolen.
Vi skal læse en brochure de har lavet, og derefter snakke om den. Kommentere om vi synes, det var noget vores klasse ville få gavn af.
Da klokken bliver 13:30 holder en taxi og venter på os. Vi skal nemlig med Astrid til TV2 NEWS. Uha spændende. Da vi ankommer til TV2 NEWS, kommer en venlig kvinde og vil vise os praktikanter rundt. Studiet er spøjst at se i virkeligheden. Programmet Astrid skal være med i hedder “Danmarks Panelet”. Interviewet går super godt, og hun får ikke sagt noget dumt.
Da vi skal ind i taxaen, kommer selveste Hans Engell ud. Årh fangirl. Vi stiger på taxaen, og kører mod Christiansborg. Da vi ankommer til Borgen, er det tid til at sige farvel og tak! Astrid giver en krammer og ønsker os alt godt i fremtiden. Vi stiger på bussen og begiver os hjem mod Hovedlandet. Væk fra en ukendt tilværelse og hjem til en kendt en.
Vi fire praktikanter blev enige om, at vi helt sikkert godt kunne have brugt en uge mere.
Alt i alt
Da jeg kommer hjem fredag aften, er jeg træt og mit hoved er fyldt til randen. Fyldt med nye gode oplevelser og minder. Men også fyldt med nye drømme og nye forhåbninger. En forhåbning om en dag at kunne gøre verdenen til et bedre sted.