(Arkivfoto)
Af Dan Lynge Mikkelsen, cheftræner, Hovedgård IF
Holdet valgte at vi om lørdagen afviklede den planlagte kamp, hvor vi inden kampstart sendte Thomas en sidste hyldest med en mindeparade fra det gamle klubhus, ned i midtercirklen hvor der blev afholdt et minuts stilhed. Kampen blev vundet 7-0 og som Thomas’ far så rammende udtrykte det, var vi 12 mand på banen i den kamp.
Jeg selv lærte Thomas at kende, da han kun var 12 år og jeg første gang blev hans fodboldtræner.
Gennem årerne har jeg både som træner og som holdkammerat nydt Thomas’ uselviske sind, hans ligefremhed, hans arbejdsomhed og hans loyale væsen. Kvaliteter han både bragte på og udenfor banen. Hans skæve humor og altid gode humør. Et udtryk man ofte hører er ”Jeg kendte ham på godt og ondt” men jeg kendte intet ondt i Thomas. Han har nok gennem tiderne gjort ondt på mange modstandere, men Thomas havde aldrig ondt i sinde og gik til den på fair vis og tog lige så meget som han gav uden at kimse.
På banen vidste alle hvem Thomas var – både modstandere og tilskuere. Hans helt enorme vilje og hans evner på fodboldbanen, hvor han var lige så meget mejetærsker som elegantier – en fantastisk fodboldspiller først og fremmest, som havde en vilje som er sjældent set.
Hvem husker ikke oprykningssæsonen i 2016, hvor vi var nede i sækken i tredjesidste spillerunde og var lige ved, at glippe oprykningen mod Horsens KFUM. Her viste Thomas vejen først med assist og sidenhen et sidste øjebliks mål, hvor han ofrede alt og måtte lade sig udskifte efterfølgende efter sammenstød med modspiller og stolpe i scoringsøjeblikket. Eller siden i oprykningssæsonen til serie 2, hvor han ikke bare spillede en markant rolle sæsonen igennem, men gentog kunststykket fra kampen mod KFUM, i en kamp hvor han først kom i pausen men igen med mål og assist fik vendt billedet, så vi fik ændret et truende 3-1 nederlag til en 4-3 sejr.
Vi kan alle fortælle masser af sjove og gode minder om Thomas både på og udenfor banen og jeg vil med glæde lytte til dem alle sammen.
Jeg kommer til at savne at se Thomas traske op af sidelinjen 7 minutter før kampstart og skifte arbejdstøjet ud med fodboldtøjet, spørge ”spiller jeg bare hvor jeg plejer” og så gå på banen og levere i 90 minutter. Jeg kommer til at savne hans skæve bemærkninger i omklædningsrummet der kunne bryde en nedtrykt stemning. Jeg kommer til at savne hans input til holdet, hans betydning og hans altid gode humør. Jeg kommer ligesom så utroligt mange andre mennesker til at savne Thomas – alt hvad han var og alt hvad han stod for.
Lørdag d. 19. oktober sagde fodboldholdet farvel til vores alle sammens nummer 3 og vi vandt i Thomas’ ære. Men selv om vi sagde farvel, vil vi aldrig glemme og savnet vil altid leve i os. Tak til alle jer, der hjalp med at give Thomas dén afsked med Hovedgård Stadion han fortjente.
Æret være Thomas’ minde
