
Østbirk IF og Nim IF har indgået en samarbejdsaftale omkring U13 piger – årgang 2003 – med det formål at sikre et stærkt lokalt tilbud til fodboldpigerne, og satse på at kunne mønstre et stærkt 11-mands hold efter sommerferien, hvor pigerne spiller U14.
Samarbejdet er så småt begyndt allerede her i foråret, hvor der har været fællestræninger pigerne imellem i hhv. Nim og i Østbirk, ligesom der er sociale arrangementer i støbeskeen. Fodboldpiger og forældre har vist stor interesse for og opbakning til holdsamarbejdet, som vil bygge på ligeværdighed og gensidighed med en ugentlig træning i Østbirk og en ugentlig træning i Nim, og en målsætning om at fordele kampene ligeligt i begge byer, så alle får ejerskab til projektet.
- Allerede tidligt i foråret kom vi på udvalgsniveau i dialog om fodboldpigerne og et muligt holdsamarbejde, hvorefter trænere, forældre og piger har været involveret, og det har været tydeligt at mærke, at kulturen i de 2 klubber er fint forenelige. Vi er enige om, at det først og fremmest skal være sjovt at spille fodbold, og hvis vi i processen også kan mønstre et slagkraftigt hold, så er det jo bare en super bonus, som vi gerne tager med og understøtter, siger pigekoordinator i Østbirk IF, Martin Kragh Abildgaard.
U13 pigerne deltager også i Østbirk IF’s fodboldtur til Italien i efterårsferien, hvor årgang 2003-2000 piger og drenge kan deltage. Der er allerede over 60 tilmeldte unge til turen, og Østbirk og Nim årgang 2003 satser også på at kunne danne fælles hold på denne tur, hvad enten det bliver et 8-mands eller 11-mands hold.
- Vi har længe overvejet, hvordan vi kunne bibeholde pigefodbold i Nim, og det har vi fundet en god løsning på, gennem det kommende holdsamarbejde omkring U13 pigerne. Samarbejdet håber jeg, vil være er en stor gevinst for pigerne i begge klubber, som får flere kammerater, at spille fodbold med, siger fodboldformand i Nim IF, Susanne la Cour.
Det fælles holdsamarbejde sigter på et lokalt 11-mands hold efter sommerferien, og et stærkt trænerteam er på plads, idet de nuværende trænere fortsætter, således at trænerteamet består af: Julio Dardon, Michael Andersen og Poul Skjødt. Der er klart også entusiasme og positiv energi at spore blandt trænerne, som har set frem til, at samarbejdet blev formaliseret.
- Pigerne er kommet godt i gang med at lære hinanden at kende, og alle glæder sig til at spille 11-mands fodbold. Der bliver stillet høje krav til vores piger i den kommende sæson, som træner kan jeg ikke garantere, at vi vil vinde alle kampe, men kan garantere, at når vi står på banen til kamp eller træning, vil vi have det sjovt, siger Julio Dardon.
Michael Andersen tilslutter sig Julio Dardons udtalelse, og siger samtidig, at han håber, at vi kan være med til, at pigerne bevarer glæden ved at spille fodbold, selv om de bliver mødt med en masse udfordringer på banen.
- Jeg glæder mig til samarbejdet og ser frem til at arbejde med et pigehold med stor kvalitet og potentiale, lyder det fra træner Poul Skjødt.
Nu skal der ifølge initiativtagerne til holdsamarbejdet findes et navn til holdet, ligesom man skal have fundet frem til, i hvilke farver man vil spille i den kommende sæson, da det ligger fast, at man vælger en ny farve! Der vil blive igangsat en navnekonkurrence i forhold til at finde det bedst mulige navn til det nye lokale pigehold med det formål, at alle får mest muligt ejerskab også til projektet. Og fodboldpigerne vil også være kraftig involveret i at finde frem til en passende farve til de kommende spilledragter.
Der er ikke for nærværende en aftale på plads med sponsor i forhold til spillerdragter, men initiativtagerne håber på, at en lokal sponsor melder sig som interesseret i projektet.
Alle piger med årgang 2003 på dåbsattesten er naturligvis velkomne til at spille med i det nye klubsamarbejde, også selvom man ikke tidligere har spillet i Nim eller Østbirk.
Giv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!