Efter sidste års succes med lys og film på genforeningstårnet liner foreningen Ejer Bavnehøjs Venner op til en spændende kombination af lokal mad af højeste kvalitet og en unik kulturel oplevelse. Det sker som led i Kulturaften Skanderborg 2015.
Nordisk Tapas
Kok Morten Mygind, Nr. Vissing Kro, anretter en særlig nordisk tapas, som matcher eventen Burning Bavn kl. 19.00.
- Konceptet er super spændende. Det bliver skægt at lave mad, som taler til flere sanser på Danmarks tag. Jeg laver en tapas, der kan underbygge den fysiske oplevelse på højdepunktet, krydre det kunstneriske indtryk og give folk en totaloplevelse - for rimelige penge. Menuen er bygget op om lokale råvarer, i den udstrækning det er muligt.
Nordisk Tapas og med mulighed for en nordisk tiramisu til dessert kan bestilles på www.ejer-bavnehoj.dk.
Afstemte vine og specialøl sælges på toppen. Og kiosken byder på: kaffe, the, cacao, hjemmebagt kage, is og andre lækkerier.
Burning Bavn fra kl. 20.30
- Vi har fået en særlig aftale med arkitekterne bag ’Den Uendelige Bro’ fra Sculpture by the Sea 2015 i Aarhus: Johan Gjøde og Niels Bjørn Povlsgaard. Oprindeligt ville vi gerne leje broen og placere den omkring en nabotop til Ejer Bavnehøj. Men for det første fik publikum en særlig aha-oplevelse ved at bevæge sig rundt hævet et par meter over havet. Det blev en kæmpe succes, men samme effekt kan vi ikke forvente i helt andre naturomgivelser. For det andet står flere købere i kø for at købe den populære bro, siger formanden for Ejer Bavnehøjs Venner Viggo Rasmussen.
Istedet har Gjøde & Povlsgaard Arkitekter tegnet en unik installation i direkte samspil med genforeningstårnet på Ejer Bavnehøj. Detaljerne forbliver en hemmelighed indtil 1. september. Vi kan dog afsløre så meget, at ild indgår som et element. Deraf navnet Burning Bavn. Og det bliver så unikt, at man ikke kan opleve virkningen hverken før eller efter den 18. september. Man fristes på forhånd til at sige ”once in a lifetime” om denne stemningsfulde aften.
Ejer Bavnehøjs Venner er inspireret af den amerikanske succes Burning Man. Foreningen arbejder derfor videre med ideen om midlertidige kunstværker i Ejer Bjerge. Ikke nødvendigvis til afbrænding, men ild og lys vil spille en central rolle.
Arrangementet er støttet af Kultursamvirket i Skanderborg.