En grøn oase med smuk belægning på Andreas Steenbergs Plads i Horsens, hvor borgere og besøgende kan nyde livet og slappe af.
Det bliver nu en realitet.
Tirsdag den 14. juni kl. 11.00 er der første spadestik på det store anlægsarbejde, som også omfatter en taghave til beboerne i Beringsgaarden samt en parkeringsetage med plads til 90 biler under terræn.
Pladsen bliver en ny velkomst til Horsens og vil fremstå som et indbydende område med siddepladser og træer. Stier i forskellige retninger vil lede folk videre fra pladsen og ind til byen.
Det er Andelsboligforeningen Beringsgaard og Realdania, som i samarbejde med Horsens Kommune står bag projektet.
Borgmester Peter Sørensen (S) er glad for, at man nu får skabt en naturlig vej, der kan føre borgerne op igennem byen og op til Fængslet.
- Med projektet får vi etableret den sidste del af Midtbyforbindelsen. Jeg håber, at borgerne - både beboerne i området men også andre - vil bruge den nye plads rigtig meget, siger han.
Han tilføjer, at det ligeledes er glædeligt, at midler udefra – i dette tilfælde Realdania - kan gå til et lokalt projekt.
- Et fantastisk spændende samarbejde om en fælles urban plads der skal byde velkommen til Horsens.
Sådan omtaler Jørgen Pommerencke, forretningsfører i Andelsboligforeningen Beringsgaard, projektet.
- 400 beboere er blevet enige. Det er flot og en vigtig forudsætning for, at vi lykkes med tingene.
Programchef i Realdania, Astrid Bruus Thomsen, siger:
- Horsens får en helt særlig stationsforplads, hvor man ved at kombinere forskellige løsninger får gjort en vigtig og central plads i byen til både et fælles, attraktivt byrum for det generelle byliv og for aktivitet og fællesskab for beboerne i Beringsgaarden.
Giv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!