
Det er nogle af de svære begreber, de 8-12-årige får forklaret hver aften klokken 18.00, når DR sender nyheder fortalt i børnehøjde i ’Ultra Nyt’, og fremover bliver nyhedsudsendelserne lidt mere langtidsholdbare.
Samtidig med at det nye skoleår er begyndt, har DR Skole lanceret en nyskabelse: ’Ultra Nyt Skole’. Her er indtil videre næsten 100 forskellige tv-indslag blevet samlet i forskellige temaer, som kan bruges til undervisningen i 1.-9. klasse, og der er også lavet opgaver og lærervejledninger til tv-indslagene.
”Lærerne har i årevis været i den situation, at de skulle forklare det, der sker i verden i børnehøjde. Siden 2013 har ’Ultra Nyt’ gjort det samme, og derfor har vi ment, at skolerne og ’Ultra Nyt’ var et godt match, og at de kan drage nytte af DRs nyheder - lavet målrettet til børn. Samtidig kender en del af børnene ’Ultra Nyt’ i forvejen, så det er ikke en fremmed verden for dem,” siger redaktør Katrine Holst fra DR Skole.
Hvert tema er tænkt til bestemte fag og trin. Man kan for eksempel finde indhold til historieundervisningen, natur/teknologi og dansk. Mange af temaerne kan også bruges i den understøttende undervisning i grundskolen, og tanken er, at ’Ultra Nyt Skole’ får tilføjet nye temaer fire gange om året.
Terrorangreb og forhold til kæledyr
Blandt de emner, som ’Ultra Nyt Skole’ tager fat på fra en start, er for eksempel terrorangrebet i København i januar, flygtningebørn i Danmark, det danske vejr, der ændrer sig, børn i eliteidræt, børns forhold til kæledyr og trafiksikkerhed.
”På DR Skole har vi længe haft et godt øje til ’Ultra Nyt’, fordi de taler godt til målgruppen. I mange af de andre temaer, vi har på dr.dk/skole er materialet lavet ud fra TV, der er lavet til voksne, og allerede her mener jeg, at ’Ultra Nyt Skole’ kan noget helt særligt,” siger Katrine Holst.
Inden DR Skole gik i gang, interviewede medarbejderne en række lærere om deres behov. De var generelt meget begejstrede ved tanken og kunne sagtens se, at de kunne bruge ’Ultra Nyt’ til at få en god samtale med eleverne og stille opgaver til indslagene og temaerne, som programmet tager op.
”Både lærervejledning og opgaver er lavet af pædagogiske konsulenter fra Center for Undervisningsmidler ved University College Lillebælt, og de er lavet, så man kan gå i gang med det samme. Det er ”plug’n’play”, forklarer Katrine Holst.
Flere kan få glæde af det
Redaktør og vært Tommy Zwicky fra ’Ultra Nyt’ glæder sig over, at DRs børnenyheder nu er nemme at bruge i skolerne.
”Vi ved, at rigtigt mange lærere rundt om i landet allerede bruger vores udsendelser i undervisningen. Så jeg synes, det er rigtigt fedt at noget af vores indhold nu er sat i system, så endnu flere børn kan få glæde af vores nyhedsudsendelser til børn,” siger han.
Lige som resten af stoffet på dr.dk/skole er det gratis for lærere og elever at bruge ’Ultra Nyt Skole’, hvis deres skole har en såkaldt AVU-aftale om at bruge en lang række tv-kanaler i undervisningen. Det er en aftale, som langt de fleste skoler har.