Ny aftale sikrer fortsat talentudvikling



Idrætstalenter i Horsens skal fortsat have fleksible uddannelsestilbud. Derfor er et mål med den nye aftale også at styrke relationerne mellem Talent-idrætsklasserne på Langmarkskolen, Sportscollege Horsens og de øvrige videregående uddannelser.

Det bliver under overværelse af den lokale verdensmester i Laser Radial – Anne Marie Rindom – når Horsens Kommune og Team Danmark onsdag den 5. januar i Horsens Sejlklub underskriver en ny samarbejdsaftale for perioden 2016-2019.
 I forbindelse med arrangementet fortæller Anne Marie Rindom om afgørelsen om VM guldet.
 Derudover vil tre besætninger fra Horsens Sejlklub fortælle om deres kamp for OL billetter til Rio i 2016.
 Borgmester Peter Sørensen (S) er glad for, at samarbejdsaftalen forlænges, og for at processen, der startede for over otte år siden, kan fortsætte:
 - I Horsens Kommune har vi sammen med de lokale samarbejdsklubber og byens uddannelsesinstitutioner sikret, at talenters idrætskarriere ikke sker på bekostning af uddannelse, hvilket er helt afgørende. Vi har i Horsens attraktive vilkår for talenternes sportslige udvikling med Talent-Idrætsklasserne på Langmarkskolen og Sportscollege Horsens som de helt centrale platforme. Og vi kan arbejde videre på den positive udvikling til glæde for lokale talenter og byens talent- og eliteidrætsklubber, der er en meget vigtig samarbejdspartner i aftalen med Team Danmark.
 Også Lone Hansen, direktør i Team Danmark, bifalder forlængelsen, og i forbindelse med arrangementet vil hun komme med sin vinkel på, hvorfor Horsens Kommune har potentiale som Team Danmark elitekommune i en ny periode:
 - Elitekommunerne gør en forskel. Det viser alle undersøgelser, og derfor er vi naturligvis glade for at fortsætte samarbejdet de næste fire år. Horsens Kommune har allerede skabt en række lokale helte, som internationalt vinder medaljer på øverste hylde. Det viser, at der foregår et dygtigt talentarbejde i kommunen, siger hun.
 I aftalen er der lagt særligt fokus på samarbejdet med specialforbundene og de lokale samarbejdsklubber, ligesom man vil styrke samarbejdet på tværs af klubberne via Talent netværk Horsens.
 Parterne vil desuden arbejde på at videreudvikle en fælles model for ekspertbistand inden for sportspsykologi, -ernæring, -fysiologi og -medicin.

Horsens Kommune og Team Danmark har siden 2008 samarbejdet om talentudvikling i Horsens.
I den nye aftale prioriteres talentudvikling i første omgang i seks Team Danmark sportsgrene: fodbold, håndbold, sejlsport, badminton, orienteringsløb og svømning.
Talentudviklingen omfatter også lokalt prioriterede idrætsgrene som cykling, damefodbold, golf, amerikansk fodbold og basketball.
Foto: Horsens Kommune/Per Algreen.

winkBliv ven med Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025