Håndværkere, rådgivere, elever og undervisere på Learnmark Tech deltog den 9. maj 2017 i rejsegildet for den nye hal til stenhuggeruddannelsen på Learnmark Tech.
Direktør Niels Yde takkede i sin tale håndværkerne for godt samarbejde om et stort byggeri, der skal klares fra en relativ lille byggeplads, samtidig med at der er meget aktivitet omkring.
- Vi holder rejsegilde som god skik for at takke håndværkerne på byggeprojektet. Det er en god måde at markere det gode håndværk og give det nybyggede hus en god start. Tak for god planlægning, orden på pladsen og fornuftige dialoger om, hvordan vi får det hele til at fungere. Arbejdet skrider planmæssigt fremad, og tidsplanen holdes, så jeg regner bestemt med, at hallen står færdig til august, sagde Niels Yde.
Den 1. august i år kommer stenhuggeruddannelsen til Horsens, og Learnmark Tech har i den forbindelse brug for en hal, hvor fremtidens stenhuggere kan uddannes. Derfor bygger skolen en ny hal på 570 m2, hvor der er plads til 10 arbejdsbåse.
I hallen bliver der blandt andet sat en traverskran op, som kan flytte de meget tunge sten rundt til båsene.