
Merete Bøge Pedersen kom til Horsens Museum i 2015. Hun er nu tiltrådt som ny chef for Museum Horsens og får dermed det overordnede ansvar for det samlede museumsvæsen.
Museumsinspektør og afdelingsleder for nyere tid ved Horsens Museum, Merete Bøge Pedersen, bliver ny chef for Museum Horsens. Hun er allerede tiltrådt og har dermed sat sig i spidsen for en ny og stærk ledelse af museerne i Horsens.
Merete Bøge Pedersen beholder den daglige ledelse af Fængselsmuseet, Byhistorisk Arkiv og Horsens Museum, mens arkæologien ledes af afdelingsleder Lone Seeberg og Horsens Kunstmuseum af afdelingsleder Claus Hagedorn.
Merete Bøge Pedersen får som chef for Museum Horsens det overordnede ansvar for det samlede museumsvæsen, og for at sikre sammenhængskraft på tværs af de enkelte selvstændige enheder, ligesom det er en klar ambition, at museerne i Horsens skal have flere besøgende.
- Jeg er utrolig glad for at skulle stå i spidsen for museerne i Horsens. Vi har nogle fantastiske museer, og vi har i Horsens en fantastisk historie, som er helt unik, og som skiller sig ud - også på nationalt plan. Og jeg glæder mig til at medvirke til, at vores museer og mange kulturhistoriske tilbud bliver endnu mere tilgængelige og vedkommende for endnu flere mennesker, end det er tilfældet i dag, siger Merete Bøge Pedersen.
Hun nævner blandt andet Fængselsmuseet og FÆNGSLET, som et helt unikt fyrtårn for Horsens-historien.
- Men også Horsens som helhed har en enorm interessant historie, som strækker sig 10.000 år tilbage i tiden. Det er helt enestående, siger den nye chef for Museum Horsens.
Merete Bøge Pedersen kom til Horsens Museum som museumsinspektør i 2015, og hun blev sidste år afdelingsleder for Fængselsmuseet, Byarkivet og Horsens Museum. Hun har tidligere blandt andet undervist i historie ved Aarhus Universitet og har arbejdet som forsker og arkivar ved Landsarkivet for Nørrejylland. Hun har desuden en Ph.d. fra Institut for Historie og Områdestudier på Aarhus Universitet