
Horsens Kommune har ansat en ny projektchef. Brian Ingvard Christiansen begynder i stillingen den. 1. februar. Foto: Lars Reese Photography
Af Rikke Schjøtz Jensen
Den 1. februar 2020 begynder Brian Ingvard Christiansen i en stilling som projektchef i Horsens Kommune. Hans hovedfokus bliver at få sat endnu mere skub i salget af erhvervsjord samt at arbejde med den fortsatte udvikling af Horsens Kommune.
Brian Ingvard Christiansen har mange års erfaring fra bygge- og ejendomsbranchen, som han kender indgående. Oprindeligt er han uddannet murer, hvorefter han har videreuddannet sig inden for bygge- og finansbranchen samt som ejendomsmægler. Hans CV tæller også et konsulentjob i Exometric, hvor han arbejdede med analyser og vurderinger af potentialer for bl.a. kommuner, investorer og erhverv.
- Jeg har en baggrund, der gør, at jeg kender alle aktører inden for bygge- og ejendomsbranchen, og jeg føler mig hjemme både i marken og på chefgangen. Det glæder jeg mig alt sammen til at bringe i spil, når jeg begynder som projektchef, siger Brian Ingvard Christiansen.
Oplagt til jobbet
Direktør i Teknik og Miljø, Charlotte Lyrskov, glæder sig til at få Brian Ingvard Christiansen med på holdet.
- Brian kommer med en byggefaglig baggrund og har stor erfaring fra ejendomsmægler-branchen, og den kombination gør, at han er helt oplagt til jobbet som projektchef, siger Charlotte Lyrskov.
Brian Ingvard Christiansen får i sin rolle også en opgave i at skabe netværk og fortsat tiltrække investorer til Horsens Kommune.
- Vi har i de seneste år haft stor succes med at tiltrække nye tilflyttere til vores kommune, og nu sætter vi også fokus på at blive endnu bedre til at tiltrække nye virksomheder og dermed arbejdspladser, forklarer Charlotte Lyrskov.