
Det er en hjertesag for Dansk Folkeparti at sikre vore ældre og svage borgere. Vores grundlæggende værdier omfatter bl.a. værdighed, tryghed, indflydelse på eget liv og respekt for forskellighed.
Derfor glæder det os meget, at et enigt byråd i sidste uge vedtog en anlægsbevilling på 0,5 mio kr. til projektering af 12 stk. plejeboliger på plejecentret Klovenhøj i Brædstrup. I alt er der afsat godt 30 mio. kr. til opførsel af 60 nye plejeboliger. Ud af de 30 mio. kr. er afsat 6,15 mio. kr. til 12 nye plejeboliger til svært demente i tilknytning til plejecentret Klovenhøj i Brædstrup. Med udvidelsen vil der være 36 boliger til svært demente.
Dette sker som led i, at regeringen tilbage i 2016 vedtog en demenshandlingsplan til 470 mio. kr. Handlingsplanen skal være med til at løfte indsatsen over for borgere med demens og deres pårørende. Og der er virkelig behov for at løfte indsatsen. Aldersspredningen for borgerne Horsens Kommune kommer til at ændre sig i fremtiden og behovet for flere pleje og demensboliger vil stige. Frem til år 2023 kommer Horsens Kommune til at mangle 113 stk. plejeboliger. Med de 12 nye demensboliger på Plejecentret Klovenhøj er vi godt på vej til at sikre det stigende behov for plejeboliger i fremtiden.