
Statsministeren har varslet, at regeringen på fredag vil fremlægge en firepunktsplan, der skal stramme asylpolitikken og sikre, at færre vil søge asyl i Danmark. Men det er ikke en holdbar løsning, hvis man spørger Ulla Sandbæk:
”Vi er nødt til at indse, at det ikke løser udfordringen, at alle lande strammer vilkårene. Der er kun én holdbar løsning, og det er at sikre en fælles europæisk indsats nu,” siger hun og fortsætter:
”Når vi møder mennesker med det indtryk, at vi helst var fri for dem, og at vi – i forhold til basale menneskerettigheder – vil strække os så langt som muligt for at give dem de ringest mulige forhold, så giver det sig selv, at vi får meget store problemer med integrationen,” siger Ulla Sandbæk.
Tørken og krigen i Syrien har indtil videre betyder, at ca. 8 millioner syrere er internt fordrevne, mens ca. 4 millioner er på flugt i nærområderne. Det er ifølge Ulla Sandbæk en desperat humanitær situation, der kalder på solidaritet, medfølelse og omsorg:
”Det her handler om mennesker på flugt, der skal tilbydes en ny start på tilværelsen efter at have mistet alt, de havde. At fratage dem retten til at blive genforenet med familien og behandle dem som andenrangs-borgere er simpelthen ikke en anstændig måde at møde mennesker i nød på,” afslutter hun.