Nyt kano- og kajak-isætningssted indvies ved Klostermølle



Isætningsanlægget for kanoer og kajakker ved Klostermølle er allerede taget i brug hen over sommeren 2018.

Da Klostermølle er en fredet ejendom, har det ikke før været tilladt at køre ned på ejendommen for at læsse kanoer eller kajakker i vandet. I sommeren 2018 har der imidlertid været snigpremiere på at køre helt ned til Gudenåen ovenfor Klostermølle og læsse sit fartøj af.

Kompromis sikrer alle parter

Skovrider Søren Hald, Naturstyrelsen Søhøjlandet, fortæller:

- I forbindelse med udførelsen af et grønt partnerskab i området mellem Voervadsbro, Voerladegaard og Sdr. Vissing så vi i Naturstyrelsen en chance for at forbedre mulighederne for at isætte og optage kanoer og kajakker ved Klostermølle. Derfor gik vi i dialog med partnerskabet, Horsens Kommune, fredningsnævnet og Slots- og Kulturstyrelsen for at finde en god løsning. Og det lykkedes at finde et fornuftigt kompromis, som tilgodeser alle parter. Da Klostermølle er et væsentligt fortidsminde, og da arealerne omkring ejendommen er fredet ved en lang række forskellige bestemmelser, så var det ikke nemt. Men da alle var indstillet på at finde en løsning, så kan vi nu glæde os over anlægget, som allerede har fungeret gennem sommeren 2018.

Sejl i kano fra munkenes kanal

Fra Klostermøllevej kan man nu via en ny grusvej lige ved indkørslen til Klostermølle køre ned til den del af Gudenåen, som munkene tilbage i 1200-tallet gravede som en kanal. Kanalen er den del af Gudenåen, som man i dag sejler på, og den kaldes også Den Tvungne Å. Her er der lavet en vendeplads, hvor man kan læsse kanoer og kajakker af, og så kan man køre op og parkere bilen på parkeringspladsen ved den gamle lastbilgarage ved Klostermøllevej blot ca. 100 meter fra aflæsningsstedet.

Man må fortsat ikke sejle mod strømmen på Gudenåen mellem Tørring og Klostermølle, men kommer man fra Mossø er det nu tilladt på den Tvungne Å at sejle med kano eller kajak imod strømmen den korte strækning fra teltpladsen og hen til isætningsanlægget. Isætningsstedet fungerer også som en ophalingsplads, hvor man må trække sit fartøj op og afhente det med bil. Det har ikke tidligere været muligt at afhente kanoer og kajakker ved Klostermølle, hvis man kom fra Mossø, men det er det nu.

Partnerskabet har betalt træanlægget ved Gudenåen, mens Naturstyrelsen har finansieret og anlagt grusvejen og vendepladsen.

Indvielsen den 6. oktober vil bl.a. byde på guidede ture på de nye stier kl. 13.00 og taler m.v. ved Klostermølle kl. 15.00. Nærmere oplysninger følger.

smiley Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025