Mere end 30 var samlet til rundstykker i Østbirk IF’s Klubhus lørdag formiddag.
Anledningen var sæsonstarten i den lokale cykelklub under Østbirk IF. Et blik rundt i lokalet spotter hurtigt at der bag de veluniformerede ryttere gemmer sig flere aldersklasser - en understregning af at den lokale cykelafdeling rummer alle på tværs af form og alder.
Valget af cykel illustrerer glimrende om ambitionsniveauet er lange eller kortere ture hos den enkelte, hvorimod udstyret er gennemført, og flot ser det ud, når det store felt af ryttere i ens klubdragter kører vejene omkring Østbirk tynde.
Afdelingsformand Torben Pank bød velkommen og orienterede om den forestående sæson, hvor de årlige klubmesterskaber traditionen tro falder sammen med verdensmesterskaberne.
- Derfor skal disse datoer naturligvis koordineres, sagde Torben Pank, og oplyste at sommerfesten derimod var fastlagt til 1. juli.
Efter rundstykkerne var udsigten til foreningens første fælles cykeltur glimrende i herligt solskinsvejr. Dagens distancer var på hhv. 12 km og 60 km.
I ØIF’s Cykeludvalg er Torben Pank, Anette Juhl og Christian Laursen.
Giv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!