Med godt 4 måneders forsinkelse har Østbirk Idrætsforening holdt generalforsamling. Formanden for Østbirk Idrætsforening, Jens Norup Simonsen, havde utraditionelt valgt i sin beretning at tage udgangspunkt i foreningens mønstermedlem.
”Medlemmet hedder Christian Münster. Jeg tror ikke at jeg fornærmer Christian ved at sige at han er et af de medlemmer i idrætsforeningen, der trækker gennemsnitsalderen op. Christian syntes, at han var blevet lidt stiv i ryggen, og han valgte derfor at deltage i Cross gym i ØIF. Det har så grebet om sig, og Christian er nu aktiv på både stram op-holdet, M/K-motion og mandetons-holdet, og i sommersæsonen er Christian med på idrætsmærkeholdet. Der er ingen tvivl om, at vi her har et supereksempel på en mand, der virkelig har fået øje på idrættens betydning for livsindhold, livskvalitet og vel også livslængde.
Christian bor i Hem, så han kunne have valgt at køre andre steder hen. Men ØIF er Christians valg, så et eller andet må vi gøre rigtigt her i foreningen”, sagde Jens Norup Simonsen.
Mål om 75% idrætsaktive
Baggrunden for denne medlemsfokusering var, at Horsens Kommune i 2019 vedtog visionsaftalen ”Bevæg dig for livet 2019 – 2024” om sammen med DIF og DGI at få flere til at bevæge sig. Kommunen har så fem år til at opfylde det overordnede mål: at mindst 75 procent af befolkningen er idræts- og bevægelsesaktive, og 50 procent er bevægelsesaktive i en forening. I Horsens betyder det 10.000 flere, der skal ud og bevæge sig, og 5000 flere som skal være meldt ind i en forening ved udgangen af 2023.
”I Østbirk-Yding Sogn bor der ifølge Danmarks statistik 3.325 borgere. Det svarer til ca. 3,5% af befolkningen i Horsens Kommune. Det betyder, at ca. 350 flere borgere skal være idrætsaktive her i sognet, og halvdelen af dem, dvs. 175 skal vi så have fat i her i Østbirk Idrætsforening inden 2025, sagde ØIF-formanden.
Både DGI og DIF erkender, at der er meget lang vej til målet, men her i Østbirk ser det heldigvis helt anderledes positivt ud. I 2018 var der 1365 aktivitetsmedlemmer i ØIF. Det tal var steget til 1456 i 2019. Det vil sige en stigning på 91 aktivitetsmedlemmer på et år”, lød formandens regnestykke.
50.000 kr i corona-hjælp
Jens Norup Simonsen en del af sin 2019-beretning på 2020, hvor idrætsforeningen som alle andre foreninger er hårdt ramt af corona-krisen. Foreningen brugte i 2018 det meste af sin egenkapital på at få bygget Extra-hallen. i 2019 begyndte foreningen at genopbygge egenkapitalen, men efter corona-nedlukningen er der brug for en analyse af, hvordan de enkelte afdelinger og foreningen som helhed kommer bedst gennem krisen, så eventuelle økonomiske konsekvenser kan drages i tide.
Østbirk Idrætsforeningen har estimeret, at den første corona-bølge har kostet foreningen 150.000 kr., hvoraf foreningen har fået tilsagn om 50.000 kr. fra hjælpepakker.
To nye bestyrelsesmedlemmer
Der var udskiftning på to pladser, da Østbirk Idrætsforening holdt generalforsamling. Nye i bestyrelsen blev Trine Ørbech og Jan Laursen. De afløser Hanne Nielsen og Søren Jensen, der fik stor applaus på generalforsamlingen for en meget stor indsats – en indsats de har lovet at fortsætte, omend på lidt lavere blus.
Formanden Jens Norup Simonsen blev genvalgt som formand og Torben Pank og Gudrun Andreasen blev genvalgt til bestyrelsen.
Der deltog 35 i generalforsamlingen.