Af DGI
Idrætsforeningen i Østbirk (ØIF) har i samarbejde med DGI iværksat idræt om dagen, som skal sikre motion og socialt samvær for seniorer. Initiativet har været en stor succes og har nu godt 40 seniorer tilkoblet.
Ny hal gjorde det muligt
En af de primære årsager til, at ØIF har haft succes med projektet, skyldes opførslen af en ny hal. Hallen har sat rammerne og gjort det muligt at dyrke idræt i dagtimerne.
”Vores nye hal har spillet en meget vigtig rolle. Den har gjort det muligt for de ældre at dyrke idræt i dagtimerne”, siger Gudrun Andreasen, som er formand i ØIF og uddyber: ”projektet er et tilbud til seniorerne, hvor motion og socialt samvær er i førersædet. I den forbindelse har hallen sat rammerne for, at det kunne lykkedes. ”
Fantastisk samarbejde med DGI
Udover opførslen af en ny hal, har ØIF arbejdet tæt sammen med DGI Sydøstjylland, hvor udviklingskonsulent for senioridræt, Mette Hjuler, har været frontfigur for DGI. Samarbejdet har i høj grad bidraget til, at ØIF har oplevet stor succes med idræt om dagen.
”Vi har lænet os utroligt meget op ad DGI. De har inspireret os til aktiviteter, og hvordan vi håndterer udfordringer i opstarten. Specielt Mette Hjuler har været en stor hjælp og sparringspartner i forhold til at stable idræt om dagen på benene”, siger Gudrun Andreasen.
Også Mette Hjuler fra DGI roser samarbejdet: ”I DGI har vi et stort fokus på seniorerne. Vi har meget at tilbyde og er glade for at kunne hjælpe foreningerne i sådan en god retning, som eksemplet med ØIF viser”, siger hun.
Inspiration fra Sundhedsfestival
ØIF og DGI mødtes blandt andet på Sundhedsfestivalen 2018, hvilket, ifølge Gudrun, var utroligt inspirerende for foreningen.
”Vi brugte Sundhedsfestivalen som inspiration til nye aktiviteter og idrætter for vores seniorer. Det kan ikke fremhæves nok, hvor godt det er at mødes med andre og udveksle gode ideer”, siger ØIF-formanden.
Vil have seniorerne med ud
Efter at have nydt stor succes med idræt om dagen i vinterhalvåret, vil ØIF nu fortsætte de gode takter og have seniorerne med ud.
”I år vil vi fokusere på at få de ældre med ud. Vi har ind i mellem spillet krolf, men vi vil gerne prøve at integrere nogle nye aktiviteter”, siger Gudrun.