
På podiet ses fra venstre Oscar Friis Holm Ploug, Mads Blicher Østergaard, Waldemar Bruus Jakobsen, Aksel Hovmand Larsen, Frederik Hoffmann og Jakob Bak Pedersen.
De vævre Østbirk-drenge har ofte kæmpet ulige kampe mod modstandere, når det er kommet til højde og drøjde. Derfor havde ØIF-træner Morten Hoffmann tænkt ud af boksen og testet et par spillere i alternative træningsøvelser op til stævnet. Bl.a. i trampolinspring. Og nytænkningen gav pote. Østbirk-drengene vandt så godt som alle luftdueller mod de større modspillere, der forblev stående på flade fødder.
Åbningskampen var mod Skødstrup. Østbirk-drengene stormede frem fra første fløjt. Inden uret havde rundet et minut, sendte Frederik Hoffmann vaskeægte “højder” afsted. Bolden havde faretruende retning mod hallens loft, men på forunderlig vis “brækkede” den pludselig i luften og styrtdykkede bag Skødstrups målmand. 1-0 - og scenen var hermed sat til noget ekstraordinært. Aksel Hovmand Larsen dirigerede fornemt 2-0 målet ind, hvorefter ØIF-historiens måske bedste venstreben personificeret ved Mads Blicher Østergaard afsluttede kampen med et ægte hattrick til resultatet 5-0.
Lystrup ventede i den næste kamp. Her voldte Mads Blicher Østergaard igen modstanderne store kvaler med sine kendetegnende ‘rush’ op ad banen. Og Lystrup blev besejret 5-1. Bl.a. på to afsluttende scoringer af klubbens energiske spidsangriber Aksel Hovmand Larsen.
Heller ikke Lyseng kunne efterfølgende stoppe Østbirk-drengene, der vandt 3-1. Kampens højdepunkt kom, da Waldemar Bruus Jakobsen med en ikonisk Laudrup-finte snød to modstandere og resolut sparkede bolden i netmaskerne. Grundet sin høje fart i afslutningsøjeblikket endte han uheldigvis med at hamre hovedet direkte ind i banden. Tilskuerne holdt vejret, men efter at have sundet sig et par sekunder, kom ØIF’s jernmand på benene igen, som om intet var hændt.
Finalekampen var mod hjemmeholdet VRI. Østbirk IF lukkede hurtigt opgøret med to scoringer. Begge sat ind af Frederik Hoffmann. Først via en smuk halvflugter efterfulgt af et kontraangreb, hvor han i et sublimt samarbejde med arkitekten Mads Blicher Østergaard scorede et arkade-lignende mål efter en lynhurtig førsteberøring. Herefter stod den på cruise control fra Østbirk-drengenes side, indtil tiden løb ud - og sæsonens første stævnesejr var en realitet.
Topscorer for ØIF blev Mads Blicher Østergaard med 7 mål. Efterfulgt af Frederik Hoffmann (4), Aksel Hovmand Larsen (3) og Waldemar Bruus Jakobsen (1). Oscar Friis Holm Ploug og Jakob Bak Pedersen levede begge op til træner Morten Hoffmanns varemærke om offensivt og kompromisløst målmands- og forsvarsspil, og de forhindrede modstanderne i at blive rigtig farlige.
Til sidst var det en flok begejstrede Østbirk-drenge, der kunne trække i de gule sejrstrøjer og lade sig hylde på podiet foran al verdens forældre-paparazzier - velvidende at de nåede deres fælles mål ved at kæmpe deres absolut bedste og - ikke mindst - for hinanden.