
Torsdag den 18. maj kører bussen rundt i Horsens Kommune for at se hvor Horsens vokser.
Det er Venstre i Gedved der arrangerer, og naturligt køres til de kommunale udstykninger med fart på bl.a. i Gedved, Egebjerg, Torsted og Lund, for at give indsigt i, hvor og hvordan kommunen geografisk udvikler sig.
Den kommunale salgsmaskine kører på fuld skrue, og gør det fantastisk godt. Det er dygtige folk og en stærk markedsføring, senest bekræftet med 14 byggegrunde solgt på en formiddag i den nye dejlige udstykning på Akset i Gedved, lige overfor skolen og med herlig udsigt.
I Horsens Kommune er man dygtige til at gøre opmærksom på salg, her inviteres medierne med til begivenhederne, det er et flot og velsmurt setup, som borgmesteren deltager meget aktivt i.
Men den kommunale salgsmaskine er kørt udenom Østbirk og Hovedgård. I private udstykninger er markedsføringen overladt til det private inititiativ, og det med mildest talt varrierende volume og succes. Horsens Kommune har siden kommunesammenlægningen haft holdningen at der ikke skal udstykkes kommunale byggegrunde, hvor der er private. Ved kommunesammenlægningen var Østbirk og Hovedgård hhv. den 3. og 4. største by i Horsens Kommune og attraktive til private udstykninger.
Nu investerer Horsens Kommune i byerne, der bygges haller og renoveres skoler i Østbirk og Hovedgård. Rammerne for det gode liv i byerne gøres endnu bedre.
Det er på tide at give de private udstykninger konkurrence. Det er oplagt at lave kommunale udstykninger i forbindelse med byggerierne. Det vil helt sikkert også smitte af på salget i de private udstykninger, når der er gang i butikken hos naboen.
Der er vel ingen, som kan forestille sig at man stopper med kommunale udstykninger i Horsens by med begrundelsen om at der er private udstykninger.