
(Arkivfoto)
Østbirk kom skidt fra start. Nicolai Holst blev efter et par minutter skadet og måtte udgå for resten af kampen og kort tid efter udspillede Stilling helt Østbirks forsvar og kom foran 1-0. Man kunne frygte det værste, men langsomt kom Østbirk mere ind i kampen. Målmand Jacob Meinert tog sig sikkert af alt, hvad der kom fra Stilling.
Mod slutning af 1. halvleg udnyttede Mathias Stougaard en fejl i Stillings forsvar og udlignede til 1-1. Østbirk kom godt i gang med 2. halvleg, da Stefan Nielsen afdriblede to mand og scorede til 2-1.
Stilling pressede voldsomt på for at udligne, men Østbirk havde styr på tingene, og i sidste minut fik Mathias Rasmussen en friløber. Han forsøgte at drible uden om Stillings målmand, men blev fældet. Straffespark til Østbirk og gult kort til Stillings målmand. Neno Petkovic scorede sikkert til 3-1 og minuttet efter fløjtede dommeren kampen af.
Østbirk mangler nu 3 kampe mod Stensballe, HfS og Hørning og ligger 5 point foran Stilling og 6 point foran HfS (dog med en kamp mindre).
Næste kamp spilles hjemme på Trailergaarden Gantrup Arena 2. pinsedag kl. 13.00 mod Stensballe.