Østjyske økologer inviterer på gårdbesøg



Hvordan har øko-grisene det ude på marken? Smager økologiske gulerødder, æbler eller tomater anderledes? Og kan man se, at en mark er økologisk?
 Den slags spørgsmål får tusindvis af danskere mulighed for at få besvaret, når 75 økologiske gårde rundt omkring i landet åbner stalddørene til Økologisk Høstmarked i weekenden. Sidste år trak 47.000 danskere i gummistøvlerne og benyttede sig af muligheden.
 - Økologisk Høstmarked er en mulighed for at se, hvor maden kommer fra. Det er en sjov, hyggelig og lærerig sensommerdag på landet for både børn og voksne. Man kan både se, røre, lugte og smage på økologien og opleve kvaliteten og mangfoldigheden af de økologiske fødevarer, der bliver produceret i ens område. Og så kan man stille spørgsmål og få svar fra dem, der kender økologien bedst – nemlig de økologiske landmænd, siger Birgitte Nygaard, projektleder i Økologisk Landsforening.

Masser af lokale øko-oplevelser
En række værter i Østjylland byder velkommen til Økologisk Høstmarked i år.
 På Ny Lundgaard ved Tjele er der eksempelvis mulighed for at klappe kalve eller tage med på traktortur ud i markerne. Børnene kan lege på halmlegepladsen, mens voksne kan tage et hvil med økologisk kaffe, boller og kage i caféen. Fra gårdbutikken sælges forskellige af gårdens egne produkter, eksempelvis økologisk is som produceres på gårdens egen mælk og fløde samt frisk frugt fra lokalområdet. Alle interesserede kan tilmelde sig ’Brunch med Bonden’ og få serveret en lækker øko-brunch ved langbordet eller nyde et måltid økologisk mad til fællesspisning om aftenen. Til begge måltider er det kokke og ernæringsassistenter fra Hotel- og Restaurantskolen i Viborg, der forvandler lokale råvarer til smagfulde oplevelser.
 Man kan også besøge Troldgaarden i Vedslet, hvor to generationer har slået sig sammen om at skabe rammerne for en lille økologisk produktion af kød fra sortbroget landracegrise, jerseykalve og okse, får, lam og gamle landracehøns samt æg, bær, frugt og grønt.
 Lørdag den 5. september inviterer Troldgården ved Hovedgård i samarbejde med Aros Food Hall til høstfest i laden som en del af Økologisk Høstmarked. Langbordene dækkes op, og buffeten fyldes med en overflod af sæsonens råvarer.
 Råvarerne er i fokus til Troldgården by night. I samarbejde med kokkene fra Aros Food Hall serverer de helstegt lam med et overflødighedshorn af årstiden grøntsager og friskbagt brød og giver gæsterne mulighed for at få økologien helt ind under huden.
 - Det bliver en slags social dining, hvor gæsterne sidder ved lange borde i laden og ikke to og to ved små borde. Det bliver hyggeligt og landligt med den gode mad i fokus, og man behøver altså ikke komme i sit stiveste pus. Der skal bare være dejlig mad og afslappet stemning, forklarer Philip Dam Hansen, der sammen med sin mor, Birgitte, driver gården.
Passionen for råvaren
 Aftenen starter med en snack og en velkomstdrink, når det officielle høstmarked lukker kl. 17. Hvis vejret er godt, bliver det serveret i sensommersolen på gårdspladsen. Kl. 18 er der middag ved langbordene i laden, hvor der er plads til et par hundrede gæster.
 - Det er et åbent køkken, hvor kokkene fra Aros Food Hall tilbereder vores økologiske lam og gris over bål i løbet af dagen. Salaterne laver de af årstidernes grøntsager, og det hele bliver serveret som buffet. Desserten laver vi af vores egne bær. Det er rigtig mad med fokus på den gode økologiske råvare, fortæller Philip Dam Hansen.
 Aros Food Hall, der er den største aftager af kød fra Troldgården, er en nyåbnet frokostrestaurant hos Aros. 90 procent af restaurantens kød kommer fra Troldgården, så samarbejdet om en økologisk høstfestmiddag kom helt naturligt. Køkkenchef Bjørn Madsen laver maden af sæsonens grøntsager og sætter en ære i at bruge hele dyret – og Philip Dam Hansen forsikrer, at passionen for råvarerne kan smages.

Et vindue til Danmarks øko-spisekammer
Økologisk Høstmarked er hele den økologiske branches fælles høstmarked, som arrangeres af Økologisk Landsforening i samarbejde med store og små øko-landbrug. Med markdrift, kødkvæg, mælkeproduktion, frugt og grønt, får, geder og mange andre dyr er høstmarkedet et vindue til Danmarks økologiske spisekammer.
 - Der er en stor interesse for økologi blandt danskerne, som fylder deres indkøbskurve med flere øko-varer end noget andet sted i verden. I weekenden får alle mulighed for komme helt tæt på den økologiske produktion, se hvordan de populære økologiske fødevarer bliver til og på første hånd opleve, hvilken forskel man gør for dyrene, naturen og vores grundvand med sine økologiske indkøb i hverdagen, påpeger Birgitte Nygaard.

yesBliv ven med Østbirk Avis Østjydsk Avis og få nyhederne på din Facebookvæg!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025