
Da 8. klasses eleverne i Horsens og Hedensted Kommuner sidste år dystede i Skills Stafetten blev der pisket æg, skiftet dæk og slået søm i til den helt store guldmedalje.
Disse praktiske færdigheder bliver formentlig også en del af programmet, når Skills Stafetten 2017 løber af stablen tirsdag den 14. november på Learnmark Tec, Vejlevej 150 i Horsens.
Her vil 70 hold à tre elever - både drenge og piger - dyste i lokalmesterskabet, der kan bringe fire af holdene videre til DM.
Forud for lokalmesterskabet har 1523 8. klasses elever fra Horsens og Hedensted deltaget i skolemesterskaberne og herigennem snust til, hvad der helt konkret foregår på de fire ungdomsuddannelser: Social- og Sundhedsskolen, Bygholm Landbrugsskole, Learnmark Vejlevej og Learnmark Strandpromenaden.
- Konkurrencen skulle gerne skærpe elevernes interesse for erhvervsuddannelserne, og hvis det går, som det plejer, vil eleverne gå op i konkurrencen med liv og sjæl og virkelig kæmpe for at nå videre til DM - godt hjulpet på vej af deres kammerater, som hepper ude på sidelinjen, fortæller Hanne Frøslev, der er tovholder i Ungeenheden, Horsens Kommune.
Den store Skills Stafet-finale, hvor unge fra hele landet dyster, foregår i Herning den 19. januar 2018.