
Af sognepræst Søren Jensen
Fra Palmesøndag til anden påskedag har Lundum og Hansted kirker fejret det store bibeldrama med Jesu indtog i Jerusalem, måltidet med disciplene, døden på korset, den glædelige opstandelse og til sidst Jesu møde med disciplene efter opstandelsen.
Drømme i kølvandet
En af de dage, som sjældent fylder meget i kirkernes påskefejring, er anden påskedag. I Hansted kirke arrangeredes der en alternativ gudstjeneste med Lego-byggeri, som en særlig aktivitet.
Temaet var at overveje hvilke steder, man kunne drømme om at opleve opstandelse i sit eget liv. Hvor må der gerne komme mere liv i mit liv? Opgaven blev påtaget med stor iver og byggelysten resulterede da også i mange flotte figurer og landskaber.
Interessant var det, at der flere begyndte at gå sammen for at bygge på forskellige dele af et større billede. Man skulle næsten tro, at det var fællesskabet om at bygge noget sammen, der var drømmen – hvem ved?
Tak for en god påske. Vi glæder os til at bærer påskens budskab om liv med videre!