
Sommeren 2002. Palsgaard Sommerspil opfører operetten Farinelli på Danmarks Smukkeste Friluftsscene i Palsgaard Slotspark mellem Horsens og Juelsminde. Maria Fanø og Ulrik Bruun Andersen er med i ensemblet som dansere og kor, og midt i menuetten ved det fornemme hof slår lynet ned i deres hjerter. 14 dage efter er de for alvor kærester.
I de følgende fire år er Ulrik på scenen i større roller, bl. a. som Tordenskiold i 2004. Men i 2006 bliver han og Maria gift og kommer til at hedde Bruun Fanø. Året efter får de datteren Frigga, og musicalkarrieren sættes på stand by af hensyn til familien. Palsgaard trækker dog, og i 2007 er både Maria og Ulrik med på sminkeholdet til Les Misérables – Ulrik med Frigga i en bæresele, når hun ikke sover i sin barnevogn.
Så hun er i næsten bogstavelig forstand født ind i Palsgaard Sommerspil. Siden den meget spæde start har Frigga flere gange været med i sminken sammen med sine forældre, men i år står hun på scenen sammen med sin far, når Palsgaard spiller Chess, en musical af ABBA-drengene Björn Ulvæus og Benny Andersson. Ulrik Bruun Fanø, 42 år i søndags, er den sovjetrussiske skaksekundant Alexander Molokov, Frigga er en del af ensemblet, bl. a. som datter af den sovjetiske skakstormester Anatoly Sergievski.
Et helt hold
- Det er rigtig sjovt at være med, og jeg glæder mig, til der kommer publikum på, siger Frigga, der nærmest føler, at hun har et helt hold af fædre og mødre på Palsgaard Sommerspil.
- Det er jo den oplevelse, vi gerne vil give hende: At her er et fantastisk sammenhold og en dejlig stemning, som er svær at undvære, når man først har oplevet den, påpeger Maria Bruun Fanø (38), der er på sminkeholdet igen i år.
Til hverdag arbejder hun på Onsdagsavisen i Horsens, mens Ulrik Bruun Fanø bruger musikken i sit socialpædagogiske arbejde med udviklingshæmmede og i sin fritid dirigerer Horsens-koret LAVA. Frigga skal i 3. klasse på Gedved Skole et par dage efter årets sidste forestilling i slotsparken.
Men foreløbig koncentrerer de sig om at blive helt klar til premieren på Chess.
Chess spiller i Palsgaard Slotspark i perioden 28. juli-7. august. Billetter kan købes på billetlugen.dk eller via palsgaardsommerspil.dkGiv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!