
Sidste år søgte godt 100 personer optagelse i ”Atlantis”, og vi forventer noget lignende til ”Chess”. Foto: Palsgaard Sommerspil.
Vil du være med, når musicalen ”Chess” opføres på Danmarks Smukkeste Friluftsscene fra 28. juli til 7. august næste år? Palsgaard Sommerspil holder audition 28. og 29. november i Håndværkerforeningen på Allegade 16 i Horsens.
Sommerspillet er en mere end 40 år lang tradition i parken ved slottet mellem Horsens og Juelsminde, og det har gennem årene givet store oplevelser, ikke blot til titusinder af tilskuere, men bestemt også til hundredvis af medvirkende.
- Nogle har jo været med næsten alle årene, men der kommer hele tiden nye til. Det seneste par år har vi til vores store glæde oplevet en tilstrømning af unge mennesker, som med stor energi og betydeligt talent har været med til at forny sommerspillet, siger Agnete Bjerg, næstformand for Palsgaard Sommerspil og en af dem, der har været med bag kulisserne i mere end 40 år.
Et strejf af ABBA
”Chess” har musik af Bjørn Ulvæus og Benny Andersson, absolut bedst kendt som B’erne i ABBA, mens Tim Rice har skrevet stykket. Chess betyder skak, et spil i sort og hvidt, som kan udvikle sig til både en storladen symfoni og en hidsig rockkoncert, i hvert fald når Ulvæus og Andersson står for musikken.
- I stykket er der både store roller og mindre roller, og så er der plads til et stort ensemble, som gerne skulle ende med at være både et velsyngende kor og en levende dansetrup og kulisse omkring den dramatiske handling, siger Agnete Bjerg.
Jens Frausing vender efter tre års pause tilbage som instruktør for sommerspillet, Susanne Vibæk Svanekier er kapelmester, Johanna Fridell står for koreografien, Johnny Jørgensen er vocal coach, og Jesper Hansen sørger for scenografien.
- Vi har allerede solgt de første billetter til næste års forestilling, måske fordi vi i år har lanceret et julegavetilbud, så der er 50 kroners rabat på billetterne, hvis de købes inden jul, mener næstformanden.
Har du lyst til at komme til audition, skal du melde sig til via sommerspillets hjemmeside www.palsgaardsommerspil.dkNyheder på Facebook, bliv ven med Østbirk Avis Østjydsk Avis her!