Pas på vores frihedsrettigheder



Opholdsforbud, zoneforbud, lejrforbud, tildækningsforbud. Sjældent har Folketinget behandlet så mange forslag om forbud, som tilfældet har været det seneste år. For hver gang et forbud vedtages, indskrænkes danskernes grundlæggende frihedsrettigheder.

Der kan selvfølgelig være gode grunde til at indskrænke rettigheder for enkelte borgere eller grupper, hvis det for eksempel styrker sikkerheden for flertallet. Men det er slående, hvordan vi det seneste år har set det ene eksempel efter det andet på, at grundlæggende frihedsrettigheder tilsidesættes.

Derfor er presset på danskernes frihedsrettigheder et af de emner, Institut for Menneskerettigheder sætter fokus på i vores årlige status på menneskerettighedssituationen i Danmark, som netop er udkommet.

Forbuddene rammer blandt andre hjemløse, da en række lovændringer har haft til formål at skræmme europæiske hjemløse fra at rejse til Danmark. Indsatsen mod bandekriminalitet har ført til en indskrænkning af bevægelsesfriheden og retten til privat- og familieliv. Og senest har regeringen foreslået et tildækningsforbud, der især vil ramme kvinder, der bærer burka eller niqab.

Hvert enkelt forbud kan isoleret set se fornuftigt ud, men samlet set tegner de mange forbud et billede af, at vi bevæger os væk fra noget af det mest fundamentale ved vores samfund, nemlig vores frihed.

Vi har brug for lovgivning, der styrker og ikke svækker danskernes frihedsrettigheder.

Du kan få et overblik over menneskerettighedssituationen i Danmark på menneskeret.dk/beretning.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025