OPDATERET!
Den forsvundne stol er blev fundet, dog mangler transportkassen, men stolen er hjemme igen. Læs mere om forløbet her...
Den rutinerede tryllekunstner, Steen Pegani, har måtte smage sin egen medicin, da han torsdag morgen mødte ind til sin butik. Magikerens store forsvindingsnummer var nemlig forsvundet natten over.
En 100 kilo tung forsvindingsstol, der senest har været brugt af illusionisten Jan Hellesøe, da han under Zulu Awards i januar fik den Game of Thrones-aktuelle skuespiller Pilou Asbæk til at forsvinde fra scenen, inden han dukkede op på en motorcykel midt blandt publikum, er blevet stjålet af ukendte gerningsmænd.
– Jeg er både ærgerlig og ret forundret. For det første er det næsten imponerende, at nogen er løbet med kassen, der vejer pænt over 100 kilo – og for det andet kan man jo spekulere over, hvad tyvene skal bruge en forsvindingsstol til? Det er grænsende til komisk, at de er løbet med noget så uhåndterligt, siger Steen Pegani.
Det internationale magikermiljø er varskoet
Under en oprydning på lageret dagen før var en 100 kilo tung transportkasse med den speciallavede forsvindingsstol midlertidigt placeret i butikkens baggård. Herfra er langfingrede tyve løbet med kassen, formentligt med illusionen om, at den indeholdt noget væsentlig mere let omsætteligt. For selvom det speciallavede udstyr fra Italien har en nypris på 40.000 kroner uden moms, bliver det ifølge ejeren svært at sælge videre.
– Jeg købte forsvindingsstolen til at leje ud til en kunde i Norge for nogle år siden, og selvom der findes nogle få flere af disse forsvindingsstole i verden, så er den stadig temmelig unik og nok kropumulig at afsætte til nogen udenfor tryllemiljøet, siger Steen Pegani og fortsætter:
– Os der arbejder med tryl har et godt sammenhold, så jeg har spredt ordet til tryllekunstnere verden over, og hvis nogen bliver tilbudt at købe stolen, så skal jeg nok få det at vide. Og så har jeg selvfølgelig også politianmeldt tyveriet.
En magisk findeløn
Steen Pegani, der selv er en rutineret tryllekunstner, udlodder nu en dusør til den, som har oplysninger der kan føre til, at kassen med tryllenummeret kommer tilbage i intakt stand.
– Jeg er selvfølgelig super ærgerlig over, at kassen er stjålet, og derfor udlodder jeg også en dusør på enten en magisk forestilling eller et gavekort på 7.500 kroner til min trylleshop til dem, som kan hjælpe med at få kassen hjem igen, fortæller Steen Pegani.