Pinligt DF: Pensionisterne svæver fortsat i uvished om boligydelse



Sidste års finanslovsforlig blev til med hiv og sving mellem de fire borgerlige partier, der hver især havde mere end travlt med at fremme deres egne kæpheste. Men da finanslovsforslaget langt om længe så ud til at være blevet strikket sammen til en aftale både Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti var med på, fik Dansk Folkeparti alligevel kolde fødder, fordi beregninger viste, at boligydelsen til pensionister ville blive sat betragteligt ned.

Det havde partiet ifølge deres egen forklaring slet ikke opdaget før her i elvte time.

Panikken bredte sig, for loven skulle jo vedtages, så statens husholdningsbudget kunne komme på plads. Sagen om boligydelsen blev skudt til hjørne – med lovning på at forligspartierne havde fundet en løsning omkring Grundlovsdag.

Men Grundlovsdag er som bekendt både kommet og gået igen. Uden at der er sket noget som helst. Så pensionisterne svæver fortsat i uvished om, hvordan deres boligøkonomi ser ud, og kommer åbenbart til at gøre det længe endnu.

Dansk Folkeparti slår sig altid op som vogter af pensionisternes ve og vel. Men hvor troværdigt er det egentlig, når det kommer til stykket? Det er jo trods alt dem, der ikke gjorde deres hjemmearbejde godt nok, og dem, der ikke for længst har fået lukket sagen. Hele denne ulykkelige sag har efterladt pensionisterne i et dødvande, hvor de ikke ved, om de købt eller solgt. Og hvor utrygheden breder sig mere og mere.
Det er en helt utrolig uanstændig og uansvarlig måde, regeringen og Dansk Folkeparti behandler dem på.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025