På plejecentret Orions Hus i Horsens Kommune skriver medarbejderne under på, at de - i den udstrækning det kan lade sig gøre – vil lade beboerne bestemme over deres egen hverdag.
Overholder de ansatte ikke kontrakten, bliver de kaldt til samtale.
- Med kontrakten i hånden forpligter både personale og ledelse sig på at bryde vaner, tænke nyt og til stadighed udvikle plejecentret. Kontrakten er nødvendig for at fastholde alle i tankegangen. Er en medarbejder derfor ikke helt fokuseret på arbejdsmetoden, tager vi en snak med vedkommende om deres overvejelser i forbindelse med arbejdet, vejleder dem tilbage på sporet eller taler med dem om, hvorvidt arbejdspladsen er den helt rigtige for dem, siger områdeleder Birgitte Bach, Sundhedscenter Ceres.
Kontrakten, der gælder for såvel nuværende som nye medarbejdere, er led i innovationsprojektet ”Hold dig i form selvom du bor på plejehjem”, som blev søsat på Orions Hus i 2010.
Projektet har til formål at give beboerne mere livskvalitet ved at lade dem bestemme mest muligt selv. Og personalet kan nu begynde at se resultaterne af den langvarige indsats. Blandt andet i form af gladere og mere aktive ældre.
- Takket været kontrakterne er vi blevet dygtigere til at drøfte vores faglighed og udveksle viden. For eksempel om spørgsmål som ”Hvordan lykkes det for min kollega at få Signe til at børste tænder?” En udfordring der på sigt kan have stor betydning, siger Birgitte Bach.
For Dorte Laursen, der er social- og sundhedsassistent på Orions Hus, er dét at skulle underskrive en kontrakt en god måde at fastholde principperne på:
- Det er en stor proces at skulle arbejde med selvbestemmelse, for man kan lynhurtigt ryge tilbage i gamle mønstre. Kontrakten er et effektivt redskab til at fastholde os i arbejdsmetoden. Samtidig er det en stor tilfredsstillelse for os at se, at vi rent faktisk lykkes med tingene i form af gladere beboere, der kan nye ting.
Ifølge Stenunn Sif Kaplan, der er assisterende områdeleder i plejecentret Orions Hus, har det både været en udfordrende og spændende proces at sætte plejehjemmet fri:
- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at de ansatte har haft svært ved at sidde på deres hænder og lade beboerne gøre tingene selv. Samtidig har det været en kulturændring af de helt store for medarbejderne at skulle flytte fokus fra udfordringer til muligheder. Men vi er kommet ganske langt takket være kontrakterne, ugentlige bryd-vanen møder, effektiv planlægning og et konstant blik for at samarbejde og skabe god kontakt med beboere og pårørende.
”Sæt plejehjemmet fri” slutter som projekt i 2015.
Orions Hus omfatter 29 plejeboliger.