
Det er søndag, og banken er lukket. Pengene til moster Gerdas gave skal hæves, og det gøres heldigvis nemt i en hæveautomat. Men hov… pengene kommer ikke ud i pengeskuffen, som de plejer. Banken er lukket – så der er ikke meget andet at gøre end at gå hjem med pungen tom og kontakte banken mandag, når den åbner igen.
Sydøstjyllands Politi har for nylig oplevet sådanne tilfælde, som viser sig at være tyveri fra pengeautomater. Seddelskuffen i pengeautomaten bliver blokeret af et instrument, for eksempel en clips, der er sat ind i den for at holde pengene tilbage. Når kunden er gået fra hæveautomaten – uden pengene – har gerningsmændene fjernet clipsen og hentet kontanterne.
Typisk er det ikke muligt at se den påmonterede clips i pengeskuffens hæveautomat, inden man begynder at hæve penge. Derfor er opfordringen at kontakte politiet, hvis du oplever uregelmæssigheder, når du hæver penge i en pengeautomat næste gang – og ikke blot vente, til banken åbner.
Få nyhederne på din Facebookvæg - klik her og bliv ven med Østbirk Avis Østjydsk Avis!