Præstationskole eller læringsskole?



Synes for tiden jeg oplever, at rigtigt mange unge har et lavt selvværd, mistrives og har en stor sårbarhed. I nogle tilfælde udvikler det sig ligefrem til psykiske lidelser, depression og misbrug.
 Har tænkt over, hvad der kan være årsag til dette og er desværre bange for, at vi som samfund har fået skabt en præstationsskole i stedet for en læringsskole.
 Der er utroligt meget fokus på målinger og karakterer – altså på de unges præstationer. Desværre ser det ud til at dette flytter fokus fra det, som efter min vurdering er det væsentlige – nemlig de unges læring. Det må da handle mere om at bliver klogere end om at få gode karakterer?
 Kunne så godt tænke mig, at fokus i undervisningen ligger på, at børn og unge lærer – og at karaktererne så afspejler denne læring – i stedet for at være målet for undervisningen. (Velvidende, at karakterer har betydning for optagelse på uddannelser efter grundskolen.)
 Vi har i Horsens Kommune en udfordring med, at flere unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Men hvad fremmer de unges lyst og motivation for læring? Desværre ser vi i grundskolen, at elevernes lyst til læring bliver mindre i takt med, at de bliver ældre. F.eks viser den årlige trivselsmåling (UVM 2015) at 43 % af eleverne i 4. klasse tit eller meget tit oplever at undervisningen er spændende, mens det kun gælder for 25 % i 9 klasse.
 Den store udfordring er således at fastholde motivationen, men hvordan gør vi det?
 Vi har i det kommende skoleår indført klynger i udskolingen, hvor skolerne på tværs kan udbyde valgfag og linjer - og gerne i samspil med virksomheder, foreninger og ungdomsuddannelser. Dette har vi valgt netop med henblik på at øge elevernes motivation og interesse - men også for at synliggøre, hvilke uddannelses - og karriereperspektiver, der er for eleverne fremadrettet. Ligeledes vil vi gerne udvikle mere varierede undervisningsformer – f.eks mere anvendelsesorienteret undervisning, som kan være med til at skabe mening for eleverne. At de får en forståelse af, hvad det de lærer i skolen, kan bruges til.
 Som politikere opstiller vi mål og rammer – og jeg erkender, at vi også ser på resultater. Alligevel vil jeg gerne slå et slag for, at vi giver plads til og respekterer, at det er lærerne, som i hverdagen kan gøre en forskel for vores børn og unge. Derfor skal vi fastholde en skole med fokus på læring. En skole, hvor alle elever har mulighed for at udvikle sig både fagligt og personligt. En skole, hvor lærerne sætter synlige læringsmål, giver god feed back, som hjælper eleverne videre – og giver eleverne en oplevelse af, at de interesserer sig for dem. Og endelig en skole, hvor vi som politikere har fokus på den positive udvikling og ikke kun resultatet.

 

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025