Udadtil ser det ikke ud af meget. Huset på Ternevej. Men bag de gule mursten og længere bagude – i haven – gemmer der sig en helt særlig oase for dem, der kommer der: mennesker med sindslidelser.
I køkkenet simrer kaffen på maskinen. Der er kopper på spisebordet, udsigt til terrasse, drivhus, køkkenhave og en god snak.
Da 31-årige Mille Michelle Madsen første gang hørte om værestedet på Ternevej i Horsens og fik fortalt, hvor søde de ansatte var, lød hendes umiddelbare reaktion ”rend mig et vist sted.”
- Ja, det er jo nok ikke særlig høfligt at sige sådan, men jeg havde virkelig prøvet at være mange steder, så jeg troede ikke på det, fortæller hun.
Mille endte dog med at give stedet en chance, og det blev begyndelsen på et helt nyt liv.
Mille og den to år ældre Katja Lajla Bjerregaard bærer rundt på nogenlunde samme bagage.
De lider af social angst og har været ind og ud af psykiatriske afdelinger – mange gange. Frygten for andres selskab har gjort, at de har siddet for sig selv hjemme i deres lejligheder. Livet med veninder og sociale aktiviteter var et tillokkende men uudforsket område.
Det virkede som en håbløs opgave at bryde det mønster.
Takket være tilbuddet Aktivitet & Samvær i Horsens Kommune lykkedes det imidlertid at få hul på isen.
Mille startede sin gang i værestedet for halvandet år siden. Først få timer om ugen. I dag er hun der på fuld tid.
- Hvordan skal jeg forklare min udvikling. Ja, jeg har for eksempel sagt ja til at medvirke i dette interview. Det er et kæmpe skridt for mig, fortæller Mille.
Vendepunktet for hende – og forskellen fra alle de mange andre væresteder hun har prøvet - var, at hun blev taget rigtig godt imod i parcelhuset på Ternevej, og hun følte sig hurtigt hjemme:
- Det var en stor omvæltning for mig at komme herud. Og meget hårdt i starten. Men jeg fornemmede ret hurtigt, at de ansatte betragtede os som hele mennesker. Ikke kun som sygdoms- og medicinramte brugere. Personalet kan afkode stemninger og tage fat i os, hvis de fornemmer, at vi har det skidt. Dét og så humoren. Humoren betyder alt. Den giver følelsen af nærvær, mener Mille.
Også Katja fik sit liv anderledes på skinner, da hun begyndte at komme i værestedet. Og tiltrækningen var så stor, at hun ret hurtigt skiftede sin lejlighed i midtbyen ud med en af de boliger, som ligger i tilknytning til Aktivitets- og samværshuset.
- Jeg har det ellers sådan, at jeg bedst kan lide at bo i lejlighed og have folk omkring mig. Her er meget stille, og det er svært, for jeg kan godt lide lyde, og stilhed gør mig nervøs. Nu er jeg ved at vænne mig til det. Det er trygt at bo her, og jeg har fået venner, så jeg er stolt af, at jeg turde tage springet, fortæller hun.
En af hendes nye veninder er Mille. Deres venskab er i spirefasen, men de er i fuld gang med at aftale noget stort: Mille skal ud til Katja og spise middag. Og hun skal overnatte hos hende.
For begge kvinder noget helt utænkeligt – før deres gang i værestedet.
Aktivitet og Samvær, Ternevej, er et socialpsykiatrisk dagtilbud til borgere over 18 år, der har sindslidelser eller er socialt udsatte.
Formålet er at støtte dem i at optimere deres selvstændighed både i forhold til eget liv og arbejdsmarkedet.
De ca. 20 borgere er tilknyttet huset via deres sagsbehandler.
Værestedet tilbyder samvær og en god kontakt samt mulighed for at deltage i aktiviteter og arrangementer.
Det er individuelt, hvor længe borgerne er tilknyttet værestedet.
Aktivitets- og samværstilbuddet har som politisk mål at støtte borgernes inklusion i samfundets fritids-, forenings- og kulturaktiviteter.