Put & Take er en god ferieaktivitet



Når feriens aktiviteter skal planlægges, er et besøg ved en ørredsø en fantastisk mulighed for at kombinere en outdoor aktivitet, fælles samvær og muligheden for at få en billig fisk med hjem til grillen på terrassen. Prøv det – det kan blive en oplevelse du aldrig glemmer!

Tekst: Villy J. Larsen, Danske Ørredsøer
Foto: Gitte Moelsby, Villy J. Larsen og Hvilested Lystfiskersø, juli 2022

For mange feriefamilier er lystfiskeri måske ikke lige det første der står på listen, når man holder ferie i Danmark – det være sig på camping, i feriehus eller på besøg hos venner og familie.

For selvom mange danskere har lystfiskeri som hobby, føler andre sig fremmede overfor lystfiskeriet og tænker: ”Det har jeg jo aldrig prøvet før” eller ”Jeg fanger jo nok ikke noget alligevel” – eller ”det kunne være sjovt nok for mig, men børnene bliver nok hurtig træt af den leg”. Endelig er der dem, som kan tænke: ”Det kunne jeg da godt tænke mig at prøve (igen), men siden sidst er benene blevet stive, så det går nok ikke” – eller: ”Jeg skal ikke med på fisketur – for før man får set sig om, skal en eller anden på toilet, og så står man jo der”.

Danske Ørredsøer er en forening af ca. 50 danske Put & Take søer, med særlige krav til medlemssøernes servicefaciliteter: Medlemssøer skal senest 1 år efter indgåelse af medlemskab leve op til krav om: Adgang til hygiejniske toiletter, adgang til hygiejniske rensefaciliteter, opslag af etiske fiskeregler, affaldshåndtering og tilstedeværelse af redningsmateriel ved søen. Flertallet af medlemssøerne har desuden handicapvenlige faciliteter som handicaptoilet og særlige adgangsveje for gangbesværede. Der er legeplads ved mange af søerne, og har man ikke selv fået en fiskestang med på ferien, kan man leje fiskestænger ved de fleste søer.

Ved flere af søerne kan man desuden få gode tips til fiskeriet, og Danske Ørredsøer er netop nu i gang med at uddanne de første ”Frivillige Fiskeguides”, som fra tid til anden vil kunne hjælpe ny-fiskere med tips til fiskeriet ved søerne, så flest mulige af de besøgende vil kunne få sig en fisk med hjem til grillen.

”Hos flere af ørredsøerne kan ”ny-fiskere” ved forespørgsel få diplom og bronzenål, når de fanger deres livs første fisk – og det er der faktisk rigtig mange børn der gør netop i en ørredsø”, forsætter Gitte Moelsby.

En anden ting, der fokuseres på, er i højere grad at orientere handicappede og gangbesværede om de helt særlige muligheder som mange af foreningens medlemssøer tilbyder i form af fantastiske ”outdoor”-oplevelser – også for handicappede eller gangbesværede, der ofte har svært ved at udføre en hobby som lystfiskeri ved de danske åer og søer. ”Hos mange af vore medlemssøer er der gode adgangs- og service forhold også for handicappede og gangbesværede – og det, at der er flere mennesker omkring søerne og krav om redningsudstyr, gør det mere trygt at fiske her”.

Endelig oplever Gitte Moelsby, at flere og flere brugere af søerne har fået øjnene op for, at et par timers fiskeri i en ørredsø kan kaste helt friske kvalitetsfisk af sig til priser, som kan mere end konkurrere med priserne hos fiskehandleren i byerne.

”I gennemsnit fanger en bruger ved vores søer 1 kg fisk pr stang – det betyder med andre ord, at man ved indløsning af f.eks. et 2 timers fiskekort til priser omkring 120 kr. i gennemsnit vil kunne køre hjem med 1 kg. fisk til en pris af ca. 120 kr./kg.” – endda flere kg hvis man er dygtig eller heldig. I en tid med stigende priser på stort set alle forbrugsvarer – herunder fisk, kan sådanne priser bestemt konkurrere med fiskepriserne i detailhandlen. Og så får man ovenikøbet nogle timers spænding og outdoors-oplevelse med i handlen – sammen og hver for sig! 

På hjemmesiden www.dansee.dk kan man finde den ørredsø, som ligger tættest på der hvor du opholder dig i ferien, hvad enten du er ude eller hjemme. På samme side kan du finde spændende opskrifter til hvordan du kan tilberede fisken – f.eks. på grillen – når du kommer hjem med dagens fangst, og der skal hygges på terrassen.

Oplevelsen af at fange sit livs første fisk, glemmer man aldrig – og det gør de voksne eller bedsteforældrene heller ikke!

Villy J. Larsen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024