Ta’ til Costa del Fyel Mose



Hvad siger du til at kunne bade fra en hvid sandstrand i lækkert uforurenet vand med behagelige temperaturer og lige i hjertet af Horsens kommune? Det kan snart blive en realitet, når Horsens kommunes Naturteam får de sidste brikker til at falde på plads.

Muligheden for et lokalt badeparadis er tæt på virkelighed i den tidligere grusgrav mellem Sandvad og Voervadsbro hvor NCC gravede efter råstoffer. Hele området som er på 100.000 kvm. blev købt af Horsens Kommune i 2019 og man har som første del gået i gang med at etablere en badesø på området, med badestrand, toiletfaciliteter og parkeringspladser til gæsterne. Skov- Og Landskabsingeniør Lise Kjær Poulsen, fra kommunens Naturteam ville gerne have åbnet for gæster allerede nu, men Corona-krisen satte en brat stopper for arbejdet, men man er igen begyndt at arbejde med projektet:

- Vi ville gerne have haft åbnet for badegæster allerede nu, men det er ikke muligt af flere årsager. Vi mangler at sætte skiltning op og få etableret toiletfaciliteter. Jeg er normalt meget tålmodig – men nu kribler det i mig for at vi kan få åbnet for badegæster. Hvis det går efter planerne, forventer vi at kunne klippe snoren i sensommeren i år.

Sikkerheden er i højsædet

Lise Kjær Poulsen og Naturteam arbejder på højtryk for at få udarbejdet materialet til ”Sikkerhed omkring badning i en grusgravssø”.

Badesøen er helt naturlig og får tilført vand direkte fra grundvandet og er derfor meget ren. Søen er på det dybeste sted 6 meter og som ved alle stillestående søer lurer der en fare under overfladen – vandet kan være veltempereret ved overfladen og længere nede, ved det såkaldte springlag, er temperaturen væsentlig lavere end ved overfladen. Derfor er skiltningen omkring sikkerhed ved badning i søen noget af det første som skal være på plads inden man kan åbne for badegæsterne.

Et andet vigtigt punkt er at få skiltet for hvilken del af søen som er offentlig og hvilken del som er privat, og ikke må benyttes af offentligheden. Det er vigtigt af hensyn til naboerne som bor i området.

Badevand i topkvalitet

Selve søen er på ca. 1 hektar (ca. 10.000 kvm.) og målingerne har vist at vandet er af prima kvalitet, da det kommer direkte fra undergrunden og har ingen tilførsel af næringsstoffer. Da der er tale om en indlandssø, vil vandet – i overfladen – hurtigt opnå behagelige temperaturer tidligt i sæsonen.

Området som får tilkørsel fra Ryvej 59 - 61 vil blive etableret med parkeringspladser tæt på søen. Omkring søen bliver der opstillet redningskranse og skilte med sikkerhedsinformationer og om ejendomsretten.

Kildall

Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook

Lignende artikler

Jørn Kildall

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024