
De fem ildsjæle fra 2014.
Frivilligt arbejde bør belønnes. Derfor uddeler EnergiMidt for ottende år i træk prisen som Årets Ildsjæl til fem frivillige midt-/østjyder. Med prisen følger 10.000 kroner til et selvvalgt formål.
- Frivillige kræfter skaber liv og aktivitet i en masse foreninger og lokalområder. Derfor skal vi have fokus på dem og deres indsats, for der er mange, som virkelig fortjener et skulderklap for gå-på-mod og engagement. Vi håber på stor opbakning til at få fundet årets ildsjæle, siger kommunikationskonsulent hos EnergiMidt, Henrik Højlund.
Og fokus på vigtigheden af frivillig arbejdskraft er da også stærkt stigende. Adskillige frivilligcentre er dukket op, og senest var frivillighed omdrejningspunkt for DRs Sport 2014. Hos EnergiMidt startede uddelingen af prisen tilbage i 2007, hvor den midtjyske forsyningsvirksomhed ønskede at fremhæve de ildsjæle, der spreder glæde og liv i det lokale sports- forenings- og kulturliv.
Hele 86 indstillinger nåede sidste år frem til EnergiMidt, som håber på mange indstillinger igen i år.
Kandidater kan indstilles frem til søndag 22. marts 2015 på www.energimidt.dk/ildsjael