
Receptionist Else Bjerre Jørgensen har 40-års jubilæum: - Eleverne er mine ekstra børn.
Hver dag siden 1. august 1979 har hun været et både trygt, opmuntrende og hjælpsomt holdepunkt for skolens mange elever, der ofte kigger forbi receptionen for bare lige at sige ’hej’ eller få et af de eftertragtede bolsjer, som hun gemmer bag skranken. Om sit forhold til eleverne fortæller Else Bjerre Jørgensen:
- Mine egne børn siger, at de har delt deres mor med skolens elever, og det er nok ikke helt forkert. Eleverne er mine ekstra børn. Jeg holder af dem, de er så søde og venlige, og jeg bekymrer mig for dem. Det er lidt vemodigt at sige farvel til dem, når de afslutter deres uddannelse, men heldigvis kommer der hvert år nogle nye elever, som også bliver mine ekstra børn.
Kender alle
40 års-jubilaren er også glad for den daglige kontakt med skolens medarbejdere, og kan hun ikke lige svare på et af de mange spørgsmål, hun får i løbet af en dag, ved hun altid, hvem man skal spørge.
- Jeg har et bredt kendskab til alt det, der sker på skolen. Det er hensigtsmæssigt, at jeg er orienteret om aktiviteterne på alle skolens uddannelser, men jeg er også nysgerrig af natur, og jeg får jo ikke et svar, hvis jeg ikke spørger, siger hun og sender et af sine karakteristiske smil.
En god arbejdsdag
På spørgsmålet om, hvornår det har været en særlig god arbejdsdag, svarer Else Bjerre Jørgensen prompte:
- Det er det hver dag! Jeg er glad, når jeg kan hjælpe, hvis nogle er kede af det, eller hvis de bare har behov for, at jeg lytter til dem. Jeg har lagt øre til mange ting i løbet af de seneste 40 år, og jeg gør det gerne, hvis det kan opmuntre, hjælpe eller trøste.
Fra papir til pc
Da Else Bjerre Jørgensen i 1979 startede som receptionist på daværende Horsens Handelsskole var der kun én skrivemaskine til deling blandt de ansatte på kontoret. I dag har hun på to computerskærme overblik over fx alle ansattes kalendere, og hun styrer skolens telefon via computeren.
Men uanset, hvor mange computerskærme den erfarne receptionist på Learnmark Horsens får, så bliver billederne af hendes helt egne børn og børnebørn stående i deres rammer på receptionens skranke.