Renoveringen af gågaderne går i gang i august



Renoveringen af Søndergade, Jessensgade og Torvet kommer til at gå i gang nogle uger senere i gang end planlagt. Renoveringen skulle være gået i gang i uge 26, men efter projektet har været i licitation, har det vist, at der er behov for at ændre på tids- og etapeplanen for at gennemføre projektet på den bedst mulige måde.
 - Vi er af entreprenørerne blevet gjort opmærksomme på, at hvis hele projektet skal færdiggøres på et år som planlagt, vil der blive gravet mange steder på samme tid. Det vil skabe for mange gener for de erhvervsdrivende, kunderne og beboerne, og det vil vi gerne undgå, forklarer Allan Lyng Hansen, afdelingschef for Affald og Trafik i Horsens Kommune.
 Projektmedarbejderne i kommunen har lyttet til anbefalingerne fra entreprenørerne, som har erfaring fra lignende projekter i andre byer. På grund af tilpasningerne er opstarten på renoveringen rykket til august, ligesom der bliver ændret på rækkefølgen af, hvor der arbejdes. For at undgå for mange gener forlænges tidsplanen.
 - Vi har flere gange måttet ændre på tids- og etapeplan, og projektet kommer til at strække sig over længere tid, end vi først havde antaget. Men det er et stort, kompliceret projekt, og derfor er det vigtigt, at vi optimerer det og gennemfører det på den bedst mulige måde. Det har vist sig, at det er uhensigtsmæssigt at gennemføre så stort et projekt på et år, siger Allan Lyng Hansen.

I gang i august
Opstarten bliver nu den 6. august, hvor byggepladsen bliver etableret på Rådhustorvet. Ugen efter går entreprenørerne i gang med arbejdet i Jessensgade.
 Ifølge entreprenørens tidsplan for projektet forventes Jessensgade færdig til påske 2019 og Søndergade til Black Friday 2019. Renoveringen af Torvet forventes færdig foråret 2020.
 Peter Otto Nielsen, formand for detailhandelsudvalget i Business Horsens, er glad for, der bliver taget højde for tilgængeligheden, mens renoveringen står på.
 - Det er selvfølgelig ærgerligt, at renoveringen kommer til at trække ud i længere tid, men det er vigtigt, at der i arbejdet bliver taget hensyn til de erhvervsdrivende, kunderne og beboerne. Jeg ser frem til, at arbejdet går i gang og glæder mig til, vi får den nye gågade, siger Peter Otto Nielsen.
 Hvornår arbejdet går i gang på de forskellige strækninger udover Jessensgade samt den endelige tidsplan, er endnu ikke helt fastlagt. Planen bliver meldt ud, så snart det er muligt.
 - Desuden vil vi i samarbejde med entreprenøren komme på besøg hos de enkelte erhvervsdrivende og informere dem om processen, i takt med at arbejdet skrider frem. I starten af uge 32 kommer vi forbi de erhvervsdrivende i Jessensgade, hvor arbejdet først går i gang, siger Allan Lyng Hansen.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025