Rigtige mænd dyrker ikke motion og spiser salat. Rigtige mænd graver heller ikke huller.
Første udsagn passer ikke længere på Thomas Krabbenhøft – i daglig tale bare ”Krabbe”, som de seneste seks onsdage har været en fast del af sendefladen på DR 1 som en del af holdet i ”Rigtige Mænd”. I dag spiser han sundt, dyrker motion og har tabt 19 kilo, siden optagelserne til programmerne gik i gang for trekvart år siden.
Til gengæld er det andet udsagn helt korrekt, for ”Krabbe” og hans hold hos Samn Forsyning bruger ikke meget tid på at grave huller, selvom en stor del af deres arbejde foregår nogle meter under jorden.
Hverdagen er ved at indfinde sig igen for ”Krabbe” og holdet efter de seneste ugers store fokus. Det har, måske ikke så underligt, givet mange drillende bemærkninger, når ”tv-stjernen” pludselig skulle stille op til interviews og fotografering, men ”Krabbe” selv har det fint med, at den ugentlige eksponering på tv-skærmen nu er overstået.
Fokus er nu på opgaverne i hans job: Reparation og vedligeholdelse af rørnettet under Horsens og Odder, så vand og spildevand flyder frit. Udfordringerne er mange og forskellige, siger både ”Krabbe” og hans daglige makkere:
- Noget af det bedste ved jobbet er variationen. Du ved aldrig, hvad næste dag bringer og der er ikke to opgaver, der er ens. Man skal virkelig være omstillingsparat, for arbejdet rækker lige fra at rense eller reparere brønde til at fjerne vildtvoksende træer i et regnvandsbassin, og vi skal alle kunne det hele, siger Palle Petersen, som har været en del af holdet de seneste fire år.
Arbejdet for ”Krabbe” og kollegerne ligger inden for fire hovedområder: Brøndrenovering, slamsugning, tv-inspektion og ”No Dig”-reparationer. Især den sidste del er vigtig, når kloaknettet skal vedligeholdes, så spildevandet ikke siver ud og rotterne ikke hopper alt for let ind. Men her gælder det førnævnte udsagn: Rigtige mænd graver ikke huller – de borer.
- Med ”No Dig” lægger vi en indvendig strømpeforing på det stykke af kloakrøret, hvor der er en utæthed. Vi kan række op til 150 meter under jorden, og det siger sig selv, at den teknik sparer os for en masse opgravninger og dermed borgerne for en masse besvær. Samtidig er det langt hurtigere – en foring på ca. 70 meter kan typisk klares på en enkelt arbejdsdag. Så hver dag sparer vi ikke bare en masse besvær, vi sparer faktisk også penge, siger ”Krabbe”.
Hans deltagelse i ”Rigtige Mænd” har dog ikke kun påvirket ham selv. Hans makker Palle Petersen har under ”Krabbes” kyndige overvågning været igennem det samme træningsprogram, og kombineret med en sundere madpakke og færre usunde mellemmåltider har det givet bonus:
- Jeg har tabt 11 kilo på otte uger, siger Palle Petersen, som i efteråret ofte undrede sig, når ”Krabbe” gik en tur i pauserne, mens de andre spiste bagerbrød og drak sodavand:
-Jeg forstod ikke helt hvorfor. Men nu forstår jeg bedre, hvor træls det er at kigge på, mens andre bare sidder og smovser, siger han.
”Krabbe” selv fortsætter med både sin kur og sit job hos Samn Forsyning, understreger han:
- Jeg har fået det så meget bedre af kuren. Og mit job – det stortrives jeg bare med, siger han.
Giv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!