Så kom der en god Europol-aftale



Torsdag den 27. april lovbehandlede vi i Folketinget den endelige lovtekst som foreligger efter den danske forhandling med EU om fortsat dansk adgang til et Europol-samarbejde. Der var mange dommedagsprofetier om, hvordan det skulle gå Danmark i lyset af, at danskerne nu havde formastet sig til i december 2015 at stemme for at beholde rets-forbeholdet. Vi fik ligefrem at vide, at såfremt vi skulle have en mellemstatslig aftale, så ville der gå 4 til 7 år, inden man fra EU's side var klar med en sådan aftale.
Senere fik vi at vide, at EU slet ikke ville have tid til at forhandle med Danmark, fordi briterne havde meldt sig ud af EU. Så kunne danske forhold bestemt ikke komme op på den europæiske dagsorden, men måtte helt ned på bageste række. Fra EU meldte man også relativt kontant ud da EU-Kommissionens næstformand, Frans Timmermans, sagde, at man jo ikke kan være lidt gravid. Men det kunne man så godt alligevel. EU-præsident, Donald Tusk gik ligefrem ud og fortalte os alle sammen, at det ville blive nærmest umuligt at indgå en aftale om Europol. Det gjorde han i forbindelse med et møde med den danske statsminister.
Men nu ligger det ubetinget klart, at dansk politi er stillet nøjagtig lige så godt med særaftalen om Europol som før og vi vil kunne sags-efterforske kriminalitet på samme niveau i fremtiden. Man kan undre sig over at politikere fra Venstre, Socialdemokraterne og Radikale har brugt så meget krudt på at kritisere og problematisere den politiske opgave der har været med at gennemføre det som et markant flertal af vælgerne stemte ved folkeafstemningen i 2015. Men i DF glæder vi os over at folkeafstemninger trods alt respekteres og at Danmark har fået en rigtig god mellemstatslig aftale.    

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025