Sådan fungerer nødpasning i Horsens Kommune



Fra mandag bliver der oprettet nødpasning i kommunens dagtilbud og skoler. Foto: Horsens Kommune

Onsdag aften besluttede Statsministeriet og de øvrige nationale myndigheder, at alle offentlige funktioner, der ikke varetager vitale funktioner, lukker ned.
Det betyder, at alle dagtilbud og skoler, herunder også dagpleje, ungdomsskoler, klubber og SFO i Horsens Kommune lukker fra mandag den 16. marts til og med fredag den 27. marts 2020.

- Der vil dog være mulighed for nødpasning på alle skoler og i dagtilbud for børn i alderen 0-9 år - på skoleområdet vil det sige børn i 0.-3. klasse. Nødpasningen er for de børn, hvis forældre begge varetager jobs i kritiske funktioner i ældreplejen, politiet, opgaver inden for området for socialt udsatte, på sundhedsområdet eller varetager funktioner, der understøtter sundhedsområdet, forklarer Peter Sørensen, borgmester i Horsens Kommune.

Han understreger, at man skal kontakte sin dagtilbuds- eller skoleleder, hvis man er i tvivl om, hvorvidt ens børn kan tilmeldes nødpasning.

- Vi bakker selvfølgelig op om anbefalingen om, at så mange som muligt skal holde sig hjemme. Samtidig er det vigtigt, at samfundet stadig kan hænge sammen ift. de helt vitale funktioner, og er man i tvivl om, hvorvidt man kan bruge nødpasningen, skal man kontakte dagtilbuds- eller skolelederen, siger Peter Sørensen.

Undersøg andre muligheder

Det er den lokale skoleledelse og dagtilbudsledelse, der arrangerer nødpasning og indsamler tilmeldinger til det. Derfor vil forældre blive kontaktet via Daycare og Skoleintra.

Alle forældre til børn, der har behov for nødpasning, skal hurtigst muligt og senest fredag den 13. marts kl. 8.00 have tilmeldt sit barn.
- Da der er tale om nødpasning, har vi en forventning om, at alle forældre, inden de melder deres børn til nødpasning, har undersøgt, om der er andre muligheder for pasning hos f.eks. familie og venner. Dog skal man også her følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger om, at vi skal passe på vores sårbare og ældre og ikke samles i større grupper, siger Peter Sørensen, borgmester i Horsens Kommune. 

Hvis der opstår problemer med enten Skoleintra eller Daycare, og forældre ikke kan få kontakt af disse veje, opfordres de til at ringe til ledelsen på den lokale skole eller i det lokale dagtilbud.

Er der spørgsmål til nødpasningen, henvises forældre - ud over kontakten til den lokale skole eller daginstitution - til at starte med at besøge www.horsens.dk. Her kan de finde mere om alle Horsens Kommunes initiativer for at mindske smittefaren. Derudover opfordrer Horsens Kommune til, at forældre følger med på kommunens facebookside.

Er der behov for telefonisk kontakt, kan man ringe til Horsens Kommunes hotline på tlf. 76292929

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025