Onsdag den 28. juni 2017 blev 93 dimittender fra Learnmark Business HG og EUX fejret af familie, venner og personale ved en både festlig og højtidelig dimission.
Iværksætter og stifter af CASA A/S Michael Mortensen holdt dimissionstalen, hvor han blandt andet fortalte om sin vej fra arbejdsdreng med en timeløn på 25 kr. til i dag, hvor han har et mål om at omsætte for 3 milliarder kroner i sin egen virksomhed. Han gav derudover dimittenderne gode råd til, hvordan de når deres mål.
- Sæt jer mål, tro på jeres beslutninger, og arbejd for at nå dem. Det, I brænder for, bliver I gode tid. Så mærk efter, om I er på rette vej, men uanset hvilken vej, I vælger, så kræver det hårdt arbejde. Stræb efter mere, tag chancer og vær ordentlige. Det lønner sig.
Brug tiden
Afdelingschef Carsten Jakobsens tale til dimittenderne handlede om tid. Tid, de har brugt på at gøre sig fagligt dygtige, og tid de har brugt sammen med deres kammerater.
- Vi får indsat 1.440 minutter på kontoen hver eneste dag. Hvis det var penge, ville vi nok tænke grundigt over, hvad vi ville bruge pengene til. Tænk også over, hvordan I bruger jeres minutter. Invester dem til gavn og glæde – ikke bare for jer selv, men også for jeres omgivelser, og gør jer umage, når I nu alligevel bruger tiden.”
Mange muligheder
51 er studenter fra EUX-Business, som er en erhvervsfaglig studentereksamen. De har nu muligheden for enten at fortsætte i en elevplads inden for fx kontor, finans eller detail eller søge ind på en videregående uddannelse.
42 dimitterer fra HG-Business, som giver dem adgang til at søge elevpladser inden for detail, event eller handel.
De fleste af de, der ønsker en elevplads, har allerede fået det, og det glæder afdelingschef Carsten Jacobsen, at erhvervslivet efterspørger dygtige elever.
Legater
Fem dimittender fik til dimissionen overrakt legater for at have gjort en særlig indsats fagligt og/eller socialt.
Mark Hartmann Morell, EUX-Business – legat fra HK Sydjylland på 2.000 kr.
Julie Hogrebe Wedderkopp, EUX-Business - gavekort fra bytorvHorsens på 500 kr.
Louise Jacobsen, EUX-Business – legat fra Learnmark Business på 1.000 kr.
Karen Kirstine Bøndergaard, HG-Business – legat fra Learnmark Business på 1.000 kr.
Annika Marika Berg, HG-Business – legat fra Learnmark Business på 1.000 kr.
Fagprøve løser hverdagsproblem
I forbindelse med sommerdimissionen uddeler Learnmark Business årets fagprøvepris til en nyuddannet kontorelev, som har lavet en særlig god fagprøve. I år fik Caroline Theill Nielsen, som er udlært hos Sydøstjyllands Politi, fagprøveprisen med denne begrundelse:
- Carolines fagprøve indeholder konstruktive løsningsforslag på problemstillingen, hvor det administrative personale ved telefonomstillingen ønsker at give professionel og god service i forbindelse med telefonopkald, men de mangler informationer om fx kollegers fravær og møder. Fagprøven har en god balance mellem teori, dataindsamling og analyse, og problemstillingen bliver på den måde belyst fra flere vinkler.