Salg af startnumre til Royal Run er netop åbnet



Hans Kongelige Højhed Kronprinsen offentliggjorde de nye Royal Run-værtsbyer i september måned. Nu er der åbent for tilmeldinger. Foto: Matthew James/Royal Run Matthew James/Royal Run

Royal Run har netop åbnet for tilmeldinger til næste års populære motionsevent, hvor Hans Kongelige Højhed Kronprinsen inviterer børn, unge, voksne og ældre til den sjette udgave af Royal Run.

Af Danmarks Idrætsforbund og DGI

Tilmeldingerne er allerede begyndt at strømme ind til den sjette version af Royal Run, der traditionen tro finder sted 2. pinsedag, den 20. maj 2024.

Mange ved at der hurtigt bliver udsolgt

Og selvom pinsen kan føles langt væk, så har danskerne luret, at det går hurtigt med at få udsolgt i de fem Royal Run-værtsbyer.

I september måned afslørede H.K.H. Kronprinsen, at værtsbyerne til det kommende Royal Run blev Brønderslev, Aarhus, Fredericia, Kalundborg og København/Frederiksberg, nu er dørene så åbnet for salg af startnumre til det royale motionsevent.

Tre nye byer er med i 2024

”Vi glæder os til at følge, hvordan danskerne tager imod valget af de nye værtsbyer. To af byerne, København og Aarhus, har jo prøvet det før, men for Brønderslev, Fredericia og Kalundborg, er det første gang, og vi ser frem til at følge, hvordan de i lokalområdet tager imod en begivenhed som Royal Run,” siger Jens Otto Størup, administrerende direktør i DGI og med i Royal Runs styregruppe.

Færre startnumre til salg end tidligere

Ved Royal Run ’23 var kapaciteten noget større, end den bliver til det kommende event.

Til Royal Run ’24 er kapaciteten i byerne:

  • Brønderslev: 7.500
  • Aarhus: 17.500
  • Fredericia: 12.500
  • Kalundborg: 10.000
  • København/Frederiksberg: 40.000

Den nuværende samlede kapacitet til Royal Run ’24 er således 87.500, mens den sidste år, efter en udvidelse af kapaciteten i Herning, endte på: 93.500.

Vil give mange en god oplevelse

”I og med at nogle af vores værtsbyer er mindre end tidligere værtsbyer, har vi også justeret derefter, så vi sikrer os en god oplevelse for alle, der får fingre i et startnummer. Vores ambition er ikke nødvendigvis at overgå os selv i størrelse hvert år, men derimod gøre en indsats for, at så mange som muligt får en god oplevelse med at dyrke motion i fællesskab,” siger Morten Mølholm Hansen, administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund, der er én af arrangørerne bag Royal Run.
 

Danmarks Idrætsforbund

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024