iPhone-feber når nye højder



Lanceringen af en ny iPhone fra Apple sætter traditionen tro gang i en større udskiftning af den populære smartphone, men den aktuelle lancering af iPhone 6 ser ud til at slå alle rekorder.

En ny analyse baseret på handlen med iPhones på DBA.dk viser, at danskerne i løbet af den seneste måned har øget antallet af brugte iPhones til salg med næsten 200 procent, så der nu er cirka 4.500 iPhones til en samlet værdi af 13 millioner kroner til salg alene på DBA.dk. Til sammenligning steg udbuddet af brugte iPhones med 40 procent op til lanceringen af iPhone 5 sidste år.

Det viser en analyse fra Spar Nord og DBA på baggrund af omsætningen på DBA.dk.

- Det er helt naturligt, at der kommer en udskiftningsbølge oven på lanceringen af en ny model, men vi har aldrig oplevet det så voldsomt, som vi gør lige nu, siger kommunikationskonsulent hos DBA Anders Rasmussen.

Mest for mænd
Analysen fra Spar Nord og DBA tegner også et billede af, at det i høj grad er mænd, der driver udskiftningsbølgen, idet mændene står bag 73 procent af de brugte iPhones, der aktuelt udbydes til salg.

Det er fortrinsvis iPhone 5 og 5S, der sættes til salg, og den gennemsnitlige udbudspris for en brugt iPhone ligger lige nu på 2.895 kroner. Og mens udbudet af brugte iPhones stiger med rekordfart, så stiger efterspørgslen efter de brugte iPhones endnu hurtigere.

- Lige nu er iPhones det mest søgte på hele DBA.dk, så efterspørgslen i markedet er i den grad til stede, og salgstiderne er endda faldende. I dag tager det kun otte dage at sælge en brugt iPhone, mens det normalt tager 21, konstaterer Anders Rasmussen og tilføjer:

- Genbrug er blevet en del af en livsstil hos mange danskere, og derfor er der langt flere, der overvejer at sælge og købe en iPhone på brugtmarkedet, end vi så tidligere.

Overvinder forbrugsskepsis
I Spar Nord hæfter cheføkonom Jens Nyholm sig ved, at forbrugertilliden overordnet set ligger på et højt niveau samt, at omsætteligheden på de brugte iPhones uden tvivl er med til at skubbe yderligere til udskiftningsbølgen.

- Selv om danske fobrugere overordnet set er optimistiske, så er vi stadig tilbageholdende med at investere i større forbrugsgoder som et fjernsyn, en vaskemaskine eller for så vidt en dyr smartphone. Men ser vi på selve bytteprisen – altså prisforskellen på en brugt og en ny iPhone – så begynder det at blive en langt mere overkommelig investering, siger Jens Nyholm.

- Og det er uden tvivl en stor del af forklaringen på, at vi overvinder vores forbrugsskepsis, tilføjer Jens Nyholm afsluttende.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025