Samarbejde tager hånd om mangel på arbejdskraft i Horsens



En ny undersøgelse viser, at virksomhederne oplever mangel på arbejdskraft inden for flere brancher. I Horsens Kommune er der dog kun begyndende rekrutteringsproblemer på enkelte områder.
 Bedre samarbejde mellem jobcentre og mellem jobcentre og virksomheder skal afværge en eskalering af rekrutteringsmanglen, mener eksperter og arbejdsgivere. Det er Borgmester Peter Sørensen helt enig i:
 - I Horsens Kommune er vi på forkant med problemerne med mangel på arbejdskraft, fordi vi har et så veludviklet samarbejde med virksomhederne igennem Horsens Alliancen. Vi har en aftale om, at virksomhederne sender deres ledige stillinger forbi jobcentret, og så hjælper vi med at finde egnede ledige - enten i vores egen kommune eller uden for kommunen. Vi kan også hjælpe med at opkvalificere ledige til jobbet.
 I år er 566 jobordrer tikket ind hos Horsens Jobcenters Salgsenhed, og der er succes med at besætte stillingerne. Én af de virksomheder, som har nydt godt af et samarbejde med jobcentret er Nopa Nordic. Fabrikschef Jesper Kristensen har tidligere rekrutteret via traditionelle eksterne kanaler, når han har haft brug for nye medarbejdere.
 - Jeg har fået Salgsenheden i jobcentret anbefalet og samarbejdet har oversteget mine forventninger. Jeg havde brug for en industrielektriker, som ellers er rigtigt svært at finde for tiden. Alligevel lykkedes det i løbet af få dage at få flere rigtig gode kandidater, og jeg ansatte den bedste.
 Samarbejdet i Horsens Alliancen hjælper både virksomhederne med at besætte ledige stillinger, og hjælper samtidig ledige med at få en chance på arbejdsmarkedet.
 Når jobcentret modtager en jobordre, gennemgår man altid de ledige med henblik på at rekruttere bagfra. Det betyder, at man starter med at se på de ledige, der har været ledige i længst tid. Derefter arbejdes der fremefter i rækken, indtil en person med de rette kvalifikationer dukker op.
 Virksomheder, der mangler arbejdskraft, kan kontakte Horsens Jobcenter på tlf. 76 29 48 01 eller e-mail virksomhedsservice@horsens.dk

Samarbejdet i Horsens Alliancen består af DI, LO, BusinessHorsens og Horsens Kommune. Målet for samarbejdet er, at 600 færre skal være på offentlig forsørgelse ved udgangen af 2017.

yesKlik her, bliv ven med Østbirk Avis Østjydsk Avis og få nyhederne på Facebook!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

Ringvej Syd
29. maj 2025