
Bageren Henning bliver for fem år siden hjemløs. Henning beslutter sig for sammen med sin bedste ven, hunden Felix, at begynde sit livs rejse på cykel Danmark rundt. Foto: STV Production A/S
For fem år siden blev bageren Henning hjemløs. Han mistede alt: hjem, job og ikke mindst sin selvtillid og tro på livet. Men Henning valgte – trods modgang – at tage skæbnen i sin egen hånd. Sammen med sin bedste ven – hunden Felix – pakkede han resterne at sit liv ned i en cykelanhænger og satte sig for at rejse Danmark rundt på cykel.
Fra nord til syd – og alt derimellem
I seriens i alt otte programmer kommer vi hele vejen rundt i Danmark. Fra Nordjylland til Sønderjylland, fra Midtjylland til Lolland, fra Fyn til Sjælland. Alle steder møder Henning og Felix mennesker, der byder dem indenfor i både deres hjerter og hjem. Hennings historie bliver dermed også til en historie om næstekærlighed og om danskerne og Danmark. Samtidig stiller han løbende spørgsmål til, hvad ’det gode liv’ egentlig er, når han inviteres ind i vidt forskellige hjem fra Klitmøller til København.
I det første program er det Felix’ fødselsdag, som selvfølgelig bliver fejret med lys i leverpostej-lagkagen. I Kolding er vi med på besøg hos den farveglade Ole, der er så glad for farverne orange og rød, at han altid går i rødt og orange tøj og har indrettet sit hus stort set kun med ting i rød og orange. Og vi hører også om Hennings oplevelse af første gang at sælge hjemløsebladet Hus Forbi.
I de kommende programmer er vi blandt andet med Henning og Felix på Mors, hvor de besøger Klaus, der elsker rødvin og vasker kartofler med en motoriseret toiletbørste – og i øvrigt ligner Prins Henrik. Henning sætter sig også for, at finde ud af, hvem der bor i træskohuset ved Klim Strand og besøger Grethe og Mogens i Klitmøller, hvor han sammen med Mogens går under jorden for at se på en gammel bunker.
Et anderledes blik på Danmark
Man har længe kunnet følge Henning og Felix på Facebook-siden ’Følg en hjemløs’, hvor Henning næsten dagligt fortæller om deres liv og færd. Men i godt fem måneder i løbet af 2015 har DR2 også været med på turen.
”Hennings historie er grundlæggende historien om en mand, der på godt og ondt tager skæbnen i sin egen hånd og prøver at få det bedste ud af det, der for mange ville være en håbløs situation. På den baggrund lever han et liv, som mange af os sikkert har svært ved at forstå. Sammen med Henning og Felix vil vi gerne give seerne et indblik i livet som hjemløs i Danmark, og samtidig vise nogle af de sider af danskerne og Danmark, der ikke så tit finder vej til tv. Det får vi mulighed for, når vi får lov til at besøge nogle af de mange skønne mennesker, Henning har lært at kende på sin vej rundt i landet,” siger redaktør på DR2 Sofia Fromberg.
Livet som hjemløs – på kanten af samfundet
Men ’Felix og Vagabonden’ er også et indblik i, hvordan livet ser ud, når man lever fra hånden til munden på landevejen og reelt ikke ved, hvor man skal sove næste nat. I løbet af sin rejse lukker Henning os ikke bare ind i sit liv på landevejen, men også i sine tanker, følelser og refleksioner over, hvad det vil sige at leve som hjemløs og dermed også på kanten af samfundet. Det er historien om menneskets skrøbelighed, om at finde lykken på landevejen, næstekærlighed og om danskerne og Danmark.
’Felix og vagabonden’ sendes på DR2 3. januar klokken 21.00 og de efterfølgende syv søndage.