
Paw Amdisen og SF i Horsens kræver minimumsnormeringer ved årets kommunale budgetforhandlinger
Af SF Horsens
SF’s byrådsmedlem Paw Amdisen udtaler:
- I foråret gik forældrene på gaden i flere østjyske byer med kravet om minimumsnormeringer. Også i Horsens. Og i folketingsvalgkampen blev det også et centralt emne. Forældrene ønsker dagtilbud med omsorg og tid til at udvikle børnene. Dagtilbud skal ikke handle om opbevaring, men om at give børnene den bedste start på livet.
- Heldigvis lader det til, at der er landspolitisk fokus på at skabe de økonomiske rammer for bedre normeringer. Men i SF er vi parate til at starte processen hen imod betryggende minimumsnormeringer allerede nu.
Ud over minimumsnormeringer fylder også bæredygtighed og kulturinitiativer en del i SF’s budgetoplæg, hvor der bl.a. er fokus på mere bæredygtigt byggeri, en samlet naturpolitik med et klart fokus på biodiversitet og et nyt område med mulighed for at bo og leve bæredygtigt. På kulturområdet er det især ungdomskulturen der har fokus med et nyt ungdomskulturhus.