For mange forældre fremstår rollespil som en verden af mærkelige begreber, regler og rekvisitter, og det kan virke mere kompliceret at gå til end fx fodbold eller spejder. Til gengæld fascineres mange børn af de store eventyrfortællinger som Ringenes Herre, Harry Potter og historierne fra Narnia, og mange drømmer om at være en del af disse fantastiske universer. Et godt sted at udleve drømmene er gennem rollespil.
I Vitar Horsens Rollespilslaug oplever Dorte Ahjodale ofte, at forældre mangler viden om, hvad rollespil egentlig er. De frygter, at det kræver dyrt udstyr, og flere har en forestilling om, at folk, der spiller rollespil, er virkelighedsfjerne nørder med hang til sort middelaldersyn og bizar påklædning.
Rollespil er også for lærere og pædagoger
Med foredraget ”Hjælp mit barn spiller rollespil”, giver Dorte Ahjodale et indblik i, hvad rollespil i virkeligheden handler om, hvordan det foregår, og hvad det kræver. Pædagoger og lærere kan ved foredraget også opnå større indsigt i, hvordan rollespil kan indgå i arbejdet med børn.
- Rollespil er et åndehul – en slags ventil for mange børn med en veludviklet fantasi. Her kan de leve sig ind i fjerne tidsaldre og ukendte kulturer. De opfinder selv den figur, de har lyst til at være, samtidig med at de leger og knytter venskaber på tværs af aldersgrænser. Børnene bliver klogere på sig selv og på andre, samtidig med at de lærer spillets regler, fortæller Dorte Ahjodale.
Tv-programmet Barda har været med til at skabe øget interesse omkring rollespil blandt både børn og forældre, men Dorte må ofte forklare, at liverollespil ikke foregår ligesom i programmet.
- I Barda har nogen lavet en historie på forhånd og bestemt, hvad der skal ske. I rollespil sætter vi rammen for historien, men spilleren skal selv skabe handlingen ved at indgå i dialog og alliancer med de øvrige spillere. Man skal altså selv gøre noget, for at der sker noget, og udfaldet er ikke givet på forhånd. Det er det, som gør det sjovt og udfordrende at spille liverollespil, siger hun.
Foredraget ”Hjælp, mit barn spiller rollespil” kan opleves torsdag den 5. november kl. 18.45 i lokale D 301 på VIA University College, Chr. M. Østergaards Vej 4, Horsens. Der er gratis adgang, men tilmelding pr sms eller telefon på 23 72 12 03 er nødvendig, så der er stole og forfriskninger til alle.
Vitar Horsens Rollespilslaug
Vitar Horsens Rollespilslaug blev stiftet 3. oktober 2006, efter Komediehuset i Horsens havde afholdt det første store rollespil i byen. Klubben har i dag cirka 160 medlemmer i alderen 10 til 52 år. Klubben afholder liverollespil én gang om måneden i Lille Rold Skov. De erfarne spillere er med til at sikre, at de nyeste spillere sættes ind i regelsættet og historien.
Klubben holder til i lokalerne på Nordrevej 14 i Horsens, hvor der ved klubaften hver mandag hygges, spilles og udveksles ideer for de lidt større spillere. Hver tirsdag står ”Fantasiens Port” pivåben for medlemmerne på Nordrevej fra 18:30 til 21.00, hvor nye spillere i aldersgruppen 10-52 år øver små scenarier, arbejder med regelsæt og finpudser de figurer, de skal spille, lige som de træner kampteknik med latexvåben.
Derudover holder flere medlemmer klubaftener, hvor de spiller ”Pen & Paper Rollespil” (spil med terninger), og Kostumeafdelingen holder lejlighedsvist arrangementer, hvor der er mulighed for at fremstille tøj og rekvisitter.
Dorte Ahjoldale
Er mor til rollespillere gennem 20 år. Hun var med til at grundlægge Vitar Horsens Rollespilslaug i 2006. Hun leder Vitars kostumeafdeling og fungerer som foreningens administrator.
Klik her, bliv ven med Østbirk Avis Østjydsk Avis og få nyhederne på Facebook!