Siden den 29. august har Tolkienudstillingen været at finde i Trykkeriet på Fængslet i Horsens.
Udstillingen, som Europæisk Middelalder Festival står bag, fik en rigtig god start med mere end 1.700 besøgende den første weekend. Nu er udstillingen dog ved at nå vejs ende, og efter søndag den 19. oktober bliver sværd, elverkroner og ikke mindst Ringen pakket ned igen. Det er altså sidste chance for at se det eventyrlige univers med troldmanden Gandalf i naturlig størrelse som centrum, og måske selv prøve at holde et af de berømte sværd fra de legendariske film.
Udstillingen består af 150 samleobjekter fra filmatiseringerne af J.R.R. Tolkiens Ringenes Herre og Hobbitten, herunder ca. 80 modeller af de berømte figurer fra filmene. Der ligger et utroligt håndværksmæssigt arbejde bag alle genstandene i samlingen. Fra den mandshøje uruk-hai, der i al sin gru står klar med sit sværd, til de små statuer af figurerne fra filmene og The One Ring med fine inskriptioner.
Udstillingen er et resultat af 14 års samling, og ingen andre steder udenfor New Zealand har man mulighed for at se så mange genstande samlet på et sted.
Indtil nu har udstillingen været åben fredag til søndag, men i hele uge 42, vil der være mulighed for at komme helt tæt på Tolkiens Univers.
Udstillingen er åben fredag-søndag kl. 10-17 i uge 41 og mandag-søndag kl. 10-17 i uge 42.