
I november 1892 hævede skarpretter Theodor Sejstrup sin bredbladede økse over halsen på den 29-årige Jens Nielsen i fængselsgården på Horsens Straffeanstalt. ”Hans henrettelse vil befri verden for et menneskeuhyre” skrev The New York Times, for på trods af sin unge alder havde den unge forbryder for længst gjort sig internationalt berygtet som ondskaben par excellence. Han stod bag flere farlige indbrudstyverier, en brandkatastrofe i London af enorme dimensioner og nedbrændingen af fem gårde og et hus på Sjælland. Han havde siddet indespærret i flere lande og forsøgt at myrde tre fængselsbetjente i Horsens. Øksehugget blev skarpretterens sidste. Siden er ingen mennesker blevet henrettet i Danmark for forbrydelser begået i fredstid.
Poul Duedahl, professor ved Aalborg Universitet, er forfatter til en bog om den sidste henrettelse og manden, der måtte lade livet. Bogen belyser baggrunden for dette afgørende skel i retshistorien og går bag om en af Danmarks mest omtalte og berygtede forbrydere. Hovedgård Bibliotek og Brugernævnet har inviteret forfatteren til at fortælle om henrettelsen. Det sker på Hovedgård Bibliotek tirsdag den 3. oktober kl. 19.00. Billetter til foredraget koster 40 kr. De kan købes på www.horsensbibliotek.dk og på kommunens biblioteker.